I dag er jorddiget ved siden af Sakskøbings sluse - der indvies på mandag - nået et godt stykke længere end på dette billede fra tidligere på året. Der venter i de kommende måneder stadig en del runder med at påføre ekstra jord og få det til at sætte sig, inden også jorddiget ved siden af slusen er helt færdigt. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen
Sluse klar til at holde fjordvandet ude – men regningen er stadig ukendt
Sakskøbings kommende sluse er klar til indvielse og en åben demonstration af, hvordan den lukker. Tilbage står et uafklaret spørgsmål om, hvad den enkelte bidragsyder helt præcist skal betale for klimasikringen i Sakskøbing Fjord.
Der er løbet meget vand i Sakskøbing Å, siden den første idé om en sluse på det smalleste stykke af Sakskøbing Fjord blev formuleret over for Guldborgsund Kommune af Fællesrådet for Sakskøbing og omegn for godt ti år siden.
Kort resumé
Der er endnu ikke hjemtaget det samlede lån til byggeriet af Sakskøbings sluse.
Tidligere har forventningerne hos bygherren, som er Sakskøbing Kystbeskyttelseslag, ligget på et samlet lån i omegnen af 28-29 millioner kroner.
Inklusive tilskud fra Guldborgsund Kommune og Kystdirektoratet er sluseprojektets samlede pris dermed vurderet til foreløbig at ligge på cirka 41 millioner kroner.
Kystdirektoratets anbefalinger er fulgt til en sikringskote på 2,2 meter.
Men nu er den her. Klar til indvielse mandag den 8. september klokken 10. Med tale af både borgmester Simon Hansen (A) og formand for Sakskøbing Kystbeskyttelseslag Søren Hansen.
Hele byen inviteret
- Vi har valgt at invitere hele byen ud for at se slusen og overvære en demonstration af, hvordan den virker. Man kan sige, vi nu åbner op for, at man kan se, hvordan man lukker i for vandet, forklarer sluselagsformand Søren Hansen om mandagens program.
Her er det således ikke kun de omkring 600 anparter eller rettere de cirka 175 ejendomsindehavere inklusive Sakskøbing Boligselskab og andre større af slagsen, som har en del flere anparter i at betale for slusen end den "almindelige" enkelte grundejer inden for kote 2,2-området.
Annonce
Sidstnævnte er som bekendt et udtryk for, at slusen nu lukker af for fremtidige oversvømmelser i Sakskøbing i forhold til indtrængende fjordvand, og her er det altså de grundejere, som ligger inden for en risikozone på op til 2,2 meter over daglig vande, der er udset til at skulle betale for slusen.
Blandt bidragsyderne til slusen har der længe været stor opmærksomhed rettet mod, hvad det endelige slusebidrag bliver for den enkelte grundejer. Her er der dog stadig ikke præcise tal at melde ud.
Det bliver billigere
- Vi har stadig ikke hjemtaget det endelige lån til slusen, hvor vi stadig anvender en byggekredit. Det er først, når vi har fundet den endelige lånefinansiering, at vi kan sige mere om, hvor meget den enkelte bidragsyder kommer til at betale, fortæller Søren Hansen.
Om slusen
Sakskøbings nye sluse er klar til indvielse - dog mangler der stadig et par enkelte elektroniske ting, som snart vil være oppe og køre.
Det vil sige, at på den korte bane - hvis slusen skal i brug i tilfælde af højvande - så bliver sluseportene lukket manuelt.
Sluselagsformanden vil dog gerne understrege, at det bliver billigere end først antaget at være blandt de udvalgte, der skal være med til at betale for Sakskøbings nye sluse.
Vi arbejder stadig på at lande et eventuelt større kommunalt tilskud på eksempelvis fem millioner kroner eller måske mere
Søren Hansen, sluselagsformand
- Vi kan se, at renten har været nedadgående de seneste måneder. Derudover arbejder vi stadig på at lande et eventuelt større kommunalt tilskud på eksempelvis fem millioner kroner eller måske mere. Men det eventuelle tilskud kender vi først størrelsen på, når de kommende budgetforhandlinger om næste års kommunale budget er gennemført, siger Søren Hansen.
Det er altså til efteråret, at der kan forventes at blive sat et præcist tal på, hvad den enkelte bidragsyder skal af med i årligt bidrag.
Afslag på længere tilbagebetaling
I forhold til de seneste måneders arbejde i sluselagsbestyrelsen rettet mod at få tilladelse til en udvidelse af tilbagebetalingstiden til den endelige lånefinansiering af Sakskøbings nye sluse er der ikke det store positive nyt at fortælle. Men der er dog stadig en spinkel chance for, at der også her kan reduceres i den enkelte grundejers årlige bidrag til slusen.
- Som sluselag har vi ikke flere skud i bøssen, efter vi for nylig fik svar tilbage fra Indenrigsministeriet om, at der ikke kan blive tale om at udvide tilbagebetalingstiden fra de 25 år til eksempelvis 40 eller 50 år. Det ville ellers gøre en stor forskel for den enkelte grundejer, og det kan stadig godt undre lidt, at man bygger en sluse, som kan holde i hvert fald 75 år og så lader det være op til nuværende husejere at betale for slusen inden for 25 år. Men skal der ske noget her, kræver det et politisk pres fra lokale politikere rettet mod Christiansborg. Vi kan ikke gøre mere som sluselag, forklarer Søren Hansen.
Annonce
En ekstra risiko
Forsøget på at forlænge tilbagebetalingstiden endte altså med afslag og en begrundelse i den ekstra risiko, som en kommune påtager sig ved at skulle opkræve regningen fra slusen via tinglysninger på de enkelte bidragsyderes ejendomme.
- Det klinger efter min mening bare lidt hult i forhold til, at den påtagede risiko for kommunen er spredt ud på så stort et antal ejendomme og bidragsydere. Men som sagt er det nu kun eventuelle lokale politikere, der kan føre argumentationen for en længere tilbagebetalingstid videre til Christiansborg, lyder opfordringen fra Søren Hansen.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu