Guldborgsund

Isak er dagens mand i skysovs på Idalund Skydebane, fordi han har skudt sin første buk - endda på bukkejagtens første dag. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Sommerbukken faldt for Isaks sikre skud

Bukkejagtens første dag blev en stor oplevelse for 20-årige Isak Omø Nielsen, der efter mange forsøg endelig fik ram på sin første sommerbuk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dagens helt store helt var Isak Omø Nielsen, efter bukkejagten blev skudt i gang. Han var ikke til at skyde igennem.

Bukkejagtens første dag er jægernes juleaften, og 20-årige Isak Omø Nielsen var også klar til at få bukken på kornet. 

Det er andet år, han prøver at få ram på sommerbukken, og i år havde han held i sprøjten.

Han har skudt sin allerførste buk, og han stråler. Smiler op til begge ører.

- Det er fedt! Man sidder oppe på skydestigen og smiler for sig selv, og sidder og ryster, siger han og tilføjer:

- Fuck mand! Nu lykkedes det.

30 gange uden held

Isak Omø Nielsen fik ram på sin første buk på den første dag af bukkejagten. Foto: Bjørn Brylle Petersen.

Sidste år var han afsted mere end 30 gange uden at have held i kanonen. Lørdag morgen lykkedes det i Mads Magner Larsens skov ved Sakskøbing.

Isaks Omø Nielsens jagtværdier er inspireret af Mads Magner Larsens.

- Det handler om at skyde den rigtige buk, siger Isak Omø Nielsen.

Da han sad med bukken på kornet, kunne han genkende den fra vildtkameraet.

- Det er fedt, når det er én, vi har valgt, at vi skal skyde.

Når det er den første buk, bliver Isak pyntet traditionen tro.

- Det er et ritual, siger Mads Magner Larsen og smører blod fra Isaks buk ud i hovedet på Isak.

Isak Omø Nielsen er dagens mand i skysovs på Idalund Skydebane, fordi han har skudt sin første buk - endda på bukkejagtens første dag. Foto: Bjørn Brylle Petersen