Nysted Havn får snart mere liv igen, fordi Café Sand ventes at genåbne inden længe efter længere tids lukning. Bag både caféen og Mole Is & Grill står nu Brædder-familien, som vil skabe mere liv ved havnen.
De nye ejere satser på tapas og vin i lokalerne med udsigt til havnen og Aalholm. Det eneste, der mangler før åbning, er en alkoholbevilling, og planen er at holde åbent hen over sommeren samt i september og oktober.
Nysted risikerede en stille sommer, men nu er der pludselig lagt i kakkelovnen til rig aktivitet på havnen.
Først åbnede ishuset Mole Is & Grill efter en kortvarig lukning, og nu står også Café Sand længere nede ad molen snart klar til igen at slå dørene op .
Bag ishus og café står de samme folk, som forventer at kunne åbne Café Sand inden længe.
Tæt på salg
Allerede i foråret 2025 forsøgte de tidligere ejere, Kim og Mette Lærkesen, at sælge lokalerne til nye ejere. Det var tæt på at lykkes, men blev udskudt, fordi de slovakiske købere ikke kunne skaffe en bankkonto i Danmark.
Annonce
De to tidligere ejere af stedet kom i 2023 ud for, at en stormflod hærgerede lokalerne. De blev efterfølgende sat i stand, og virksomheden fortsatte i 2024.
Men i hele 2025 og i 2026 indtil nu har stedet været lukket. Det skal dog snart ændre sig.
Kort før junis udløb tog Vagn Brædder kontakt til Kim og Mette Lærkesen for at købe lokalerne. Den aftale faldt hurtigt på plads, og det samme gjorde de små justeringer, der skulle til for at gøre Café Sand åbningsklar.
Det eneste, der mangler, er en alkoholbevilling. Den håber Vagn Brædder at få indenfor 14 dage.
- Det er simpelthen byens bedste placering med udsigt til både havnen og Aalholm, siger Vagn Brædder.
Han fortæller, at han havde det "rigtig dårligt" ved udsigten til både et lukket ishus og café. Derfor er han glad for, at købet af begge dele er kommet i stand, og at begge dele driftes af Brædder-familien. Det vil blandt andet gøre det muligt at bruge personale på tværs af de to virksomheder.
Konceptet starter med tapas og gode vine:
- Det er bedre ting, end vi har på Molen, hvor det kun er burgere og hvad der ellers hører sig til, siger Vagn Brædder.
Annonce
- Vi må se, hvordan det går. Hovedsagen er at få det i gang så hurtigt som muligt, siger han.
Vagn Brædder forventer, at caféen kan holde åbent over sommeren samt i september og oktober.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub