Guldborgsund

Julie Tang Nielsen går ydmygt til den nye opgave med at drive forretningen videre i Nørre Alslev. Foto: Katrine Sabroe Christensen

Startede som ungarbejder: Nu overtager hun butikken

Et lokalt livsværk får lov at leve videre, når Jette Christensen går på seniorpension og overlader Guldborgsund Blomster og Spice Surprice til 34-årige Julie Tang Nielsen. 

Offentliggjort

Når man træder ind af døren på adressen på Langgade 47 i Nørre Alslev rammes næseborene af en herlig duft af kaffe, the og friske blomster. Kendere ved, at der er tale om Guldborgsund Blomster og Spice Surprice, og her er der nu sået nye frø, der skal til at spire.

Indehaver Jette Christensen går på seniorpension, og alt har ordnet sig, så Julie Tang Nielsen, ansat, overtager butikken i dag, tirsdag den 1. september.

Jette Christensen (tv) har valgt at gå på pension. Nu overtager Julie Tang Nielsen butikken. Foto: Katrine Sabroe Christensen

- Jeg startede i butikken som 13-14 årig, var væk nogle år, og så kom jeg tilbage i 2019 og har været her siden. Lidt i sjov har vi snakket om, at jeg en dag kunne overtage forretningen. Og alt har flasket sig, så det bliver nu. Jeg glæder mig vildt, og tror virkelig på fremtiden her, og så er jeg selvfølgelig meget taknemmelig og stolt over, at Jette viser mig den tillid og tiltro, smiler Julie Tang Nielsen, der også har valgt at fortsætte samarbejdet med Interflora. 

- Jeg vil gøre alt for, at det lykkes for Julie, så vi har aftalt, at Ole og jeg er ved telefonen, og meget gerne giver en hånd med. Det er jo vores livsværk, vi nu sender videre til en ny generation. Jeg ved vores kunder også er meget glade for nyheden om, at Julie nu tager over. Og jeg må da også sige, at det bobler af glæde i mig over vores aftale, tilføjer Jette Christensen.

- Jeg har drivet!

- Igennem alle årene har jeg lært meget af Jette, og jeg elsker at være kreativ. Jeg er 34, så det er et godt tidspunkt i mit liv at give den max gas. Jeg har drivet, og mange ideer. Nogle ting forbliver dog de samme. Vi har en flot butik, der ofte får ros, og så har vi især travlt med buketter, begravelsesbinderi og en del bryllupper. Jeg tror nu nok, at vi skal til at være mere synlige på for eksempel Instagram, så vi kan vise, hvad vi kan her. Heldigvis har Celina sagt ja til at fortsætte i butikken, for hun kan bare det dér, fortæller Jule Tang Nielsen.

Hun har også allerede besluttet, at døgnbutikken fortsætter.

- Det er et kæmpe hit, og den løsning giver bare en kæmpe fleksibilitet - så kunderne kan hente og købe hele døgnet. Det gælder ikke kun bestillinger - der er også gavekurve, buketter med mere. Der er kamera på, og vi har endnu ikke været ude for, at folk ikke har betalt.