Sundhed

Tidligere regionsrådsformand for Region Sjælland, Heino Knudsen, mener, at det giver god mening at justere patientantallet efter behov. Arkivfoto: Anders Knudsen

Storm om sundhedslov: Heino Knudsen står fast, selvom læge raser

PLO-formand Peter Wied kalder kritikken ‘uklædelig’ – Heino Knudsen fastholder sit synspunkt og vil ikke gå ind i en personlig debat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Er det en god eller dårlig idé, at læger med lettere patienter skal have flere, mens dem med sværere skal have færre, sådan som en ny lov foreslår?

Det afhænger af øjnene, der ser.

Praktiserende læge i Nykøbing og formand for PLO-Sjælland, Peter Wied, mener, det er en dårlig idé. Faktisk anerkender han ikke, at man kan gøre lette og svære patienter op på den måde, der er lagt op til.

Tidligere regionsrådsformand og nuværende direktør for Dansk Håndbold, Heino Knudsen, taler i Folketidendes lørdagsklumme omvendt varmere for idéen.

Han undrer sig tilmed over, at PLO - Praktiserende Lægers Organisation - er modstandere af denne tilgang.

Det har provokeret Peter Wied, der mener, at den tidligere regionsformand løber fra sit ansvar.

Fuldstændig rammende 

Peter Wied mener, at ”det er uklædeligt at se en tidligere regionsrådsformand forsøge at smide ansvaret for mange års fejltagelser over på de praktiserende læger.”

Hvordan forholder du dig til det?

- Det forholder jeg mig ikke til. Jeg har skrevet en kronik, som jeg synes er fuldstændig rammende. Og jeg er glad for, at vi faktisk leverede læger til alle borgere trods de udfordringer, der var, ikke mindst med lægedækning på Lolland-Falster, siger Heino Knudsen, der ”ikke har lyst til at gå ind i en personlig debat med Peter (Wied, red.).”

- Det her handler om en debat, der er lige nu på grund af den sundhedslov, der skal behandles. Mit budskab er egentlig bare, at jeg har oplevet nogle ting, blandt andet som chefforhandler for regionerne, som var umulige at komme igennem med. Og det er det, jeg beskriver i kronikken, siger Heino Knudsen.

Uenigheden

I lørdagsklummen skriver Heino Knudsen, at ”hvis en læge har 1600 patienter, og de fleste er ældre med kroniske sygdomme, er arbejdsbyrden langt større end hos en læge med 1600 unge studerende. Derfor giver det mening, at patientantallet justeres efter behov.”

Sådan ser Peter Wied dog ikke på det.

- Man fremlægger det synspunkt, at for eksempel studerende og patienter, som man ikke umiddelbart kan se, at de fejler nogle kroniske sygdomme, er lette patienter per definition.

- Men det er jo en statistisk forenkling, fordi patienter, som på overfladen måske ser lette ud, kan sagtens have problemer, som de vil drøfte med deres egen læge, siger Peter Wied.

På spørgsmålet om, hvorvidt Peter Wied ikke har ret i, at man ikke per definition kan opgøre patienterne som lette, svarer Heino Knudsen nej. Hvorfor han er uenig, har han ingen kommentarer til.

- Jeg har ikke lyst til at gå længere ind i den debat. Jeg har skrevet præcis de oplevelser, jeg selv har haft, siger han.

Skal kigge fremad 

Peter Wied forklarer, at PLO i mange år har haft en arbejdsgruppe, der udtænkte konkrete løsningsforslag til regionen. Forslag regionen dog ifølge Peter Wied ikke har haft ”den tilstrækkelige vilje og investeret de tilstrækkelige ressourcer til at føre ud i livet.”

Dette mener Heino Knudsen er forkert.

- Selvom jeg ikke er politiker længere, synes jeg, at det gælder om at kigge fremad. Det er også derfor, jeg forholder mig til den sundhedslov, der kommer. Jeg kan høre, at de (PLO, red.) kigger mere tilbage.

- Jeg synes, at Regionsrådet i Region Sjælland under min ledelse leverede rigtig, rigtig godt under de rammer, der nu var. Men opgaven med at skabe lige lægedækning til alle kan først rigtigt løses, når man kigger på hele systemet. Og det er det, den nye sundhedslov er i gang med, siger han.

Kan du sætte et par flere ord på, hvorfor du mener, at PLO ikke har udvist et stort engagement i at sikre geografisk lighed, som du skriver i lørdagsklummen?

- Nej, jeg synes, at jeg har beskrevet det meget godt i kronikken.