Kultur

Nykøbing F. Revyens aktiviteter har i sæsonen 2023/24 genereret en samlet BNP-effekt på mellem 29,4 og 33,3 millioner kroner. Foto: Ingrid Riis

Tallene er klar: Revyen i Nykøbing skaber millionomsætning i lokalsamfundet

En ny økonomisk effektanalyse viser, at Nykøbing F. Revyen i sæsonen 2023/24 har haft en markant betydning for det lokale erhvervsliv i Guldborgsund Kommune. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Nykøbing F. Revyen er en økonomisk styrke

  • Nykøbing F. Revyen tiltrækker hvert år cirka 30.000 gæster, hvoraf mange kommer udefra. Halvdelen overnatter lokalt, og det skaber betydelig omsætning for hoteller og restauranter i Guldborgsund Kommune.
  • Borgmester Simon Hansen fremhæver revyen som en kulturel og økonomisk gevinst, der understøtter vækst og arbejdspladser, mens direktør Mickey Pless ser analysen som en bekræftelse på revyens værdi og potentiale for yderligere samarbejde med lokale aktører.

Når Nykøbing F. Revyen hvert år tiltrækker cirka 30.000 gæster, kommer størstedelen fra andre kommuner end Guldborgsund og Lolland.  

Det er et af resultaterne i en ny effektanalyse foretaget af den Køge-baserede virksomhed "Strategen". Resultaterne bygger på revyens årsregnskab samt dokumenterede forbrugsdata og branchestandarder, oplyser direktør for blandt andet Kultur og Fritid i Guldborgsund Kommune, Christian Refstrup. 

I analysen kan man også læse, at halvdelen af de tilrejsende vælger at overnatte lokalt, hvilket skulle generere over 11 millioner kroner i omsætning for hotel- og overnatningsbranchen. 

Hertil kommer yderligere forbrug i blandt andet restauranter, butikker og transportsektoren.

Christian Refstrup forklarer, at kommunen skruer op for denne type analyser som følge af kommunens strategi om at facilitere - og levere partnerskaber til - flere events. 

Når der gives penge til Nykøbing F. Revyen og Madens Folkemøde (sidstnævnte har Økonomiudvalget netop besluttet at bakke op med 1,5 millioner kroner de næste tre år), skal der også gerne komme noget tilbage. 

- Vi kommer til at gøre det løbende. Events koster en investering, og det er derfor interessant at se regnestykkerne for, hvad der kommer retur. For selvfølgelig vil vi gerne have mere, end hvad vi lægger ud, forklarer han. 

Han anerkender, at det er svært med denne type tal. 

- Men her vurderer vi, at tallene ser rigtige ud. Vi kan sammenligne dem med de tal, som Visit Lolland Falster allerede har trukket ud. Samtidig kan vi høre på for eksempel Tina fra Hotel Falster, at der selv på de ellers rolige vinterdage kan være helt udsolgt på hotellet på grund af vinterrevyen.

Borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S), kalder resultaterne for en klar blåstempling af kulturen som investeringsområde. 

– Revyen er ikke kun en af Danmarks mest traditionsrige og elskede, den er også en direkte gevinst for vores lokale erhvervsliv. Denne analyse viser med al tydelighed, at når vi investerer i kulturlivet, investerer vi samtidig i vækst, arbejdspladser og et attraktivt lokalsamfund. Nykøbing F. Revyen er et fyrtårn, både kulturelt og økonomisk.

Direktør: Nu har vi tallene sort på hvidt

Fakta:

  • Gæsteantal (2023/24): ca. 30.000
  • Andel tilrejsende: ca. 65 %
  • Økonomisk effekt på BNP i Guldborgsund Kommune: 29,4 – 33,3 mio. kr.
  • Omsætning fra overnatning alene: 11,3 mio. kr.
  • Yderligere forbrug på mad, transport og oplevelser: 3,9 – 7,8 mio. kr.

Hos Nykøbing F. Revyen vækker analysens resultater stor glæde. Direktør Mickey Pless ser det som en bekræftelse på revyens betydning – også økonomisk.

Artiklen fortsættes...

– Det er utroligt opløftende at se tallene sort på hvidt. Vi har i mange år haft en stærk fornemmelse af, at vi skaber værdi for byen – ikke kun i form af grin og gode oplevelser, men også i kroner og ører, siger han og tilføjer:

Halvdelen af revyens gæster vælger at overnatte et sted i Guldborgsund Kommune. Det genererer gode indtægter for området. Arkivfoto: Ingrid Riis

– Gennem de senere år har flere busselskaber arrangeret ture til området, hvor gæsterne også besøger andre lokale attraktioner og nyder det lokale butiks- og restaurationsliv under opholdet. Analysen giver os endnu mere motivation til at udvide samarbejdet med lokale aktører og tænke revyen som en helårsaktør, der bidrager bredt til byen.

Analysen fremhæver Nykøbing F. Revyen som en strategisk vigtig spiller i både det kulturelle og det økonomiske liv i kommunen. 

Og direktør Christian Refstrup tilføjer, at økonomien er en ting. En anden ting er det, som man ikke kan sætte en pris på. 

- Der ligger en anden værdi for byen i at kunne vise, at vi er en by, der kan afvikle et folkemøde og en stor revy hvert år. 

Ifølge rapporten er der betydelige muligheder for at udvide effekten yderligere – blandt andet gennem en forlænget sæson, tættere samarbejde med erhvervslivet og udvikling af nye kulturelle tilbud, der kan tiltrække besøgende året rundt.