Lolland

14-årige Elvinsky optrådte til gratis koncerter på havnepladsen i Nakskov. Han har allerede været verden rundt, men drømmene rækker videre endnu. Foto: Nakskov 2030

Teenage-DJ med store drømme: Elvinsky vil endnu længere ud

14-årige Elvinsky går i 9. klasse, laver lektier på farten og spiller samtidig på scener i Danmark og resten af verden. Nu drømmer den unge DJ om at tage karrieren endnu længere.

Offentliggjort

Som 12-årig debuterede Elvinsky, der i dag er 14 år og har det borgerlige navn Elvin, på de store drenges scener på Ibiza.

14-årige Elvin vil nå endnu større scener

  • 14-årige Elvin, der optræder som Elvinsky, begyndte under corona med en mixerpult i stuen og spillede allerede som 12-årig på store scener i Ibiza. I dag rejser han mellem koncerter og skole, mens han går i 9. klasse og holder fokus på lektierne.

Blot fire år tidligere begyndte hans rejse. Under corona-nedlukningen skabte han en fest fra stuen i Rudersdal.

Hans far havde stillet en mixerpult frem til ham. Den begyndte otteårige Elvin at udforske ved at skrue på knapperne og langsomt lære pultens hemmeligheder at kende. Et år senere spillede han sin første store koncert, og siden er det kun gået én vej.

Legenden fra 9. klasse

- That’s a legend right there, siger den amerikanske DJ og rapper DJ Khaled i en video, hvor han står ved siden af Elvinsky.

Videoen stammer fra den unge danskers Instagram-profil, hvor man ser ham hoppe ind på kæmpestore scener i Danmark og verden. Han rejser med tourbus og fly til fjerne egne for at spille koncerter, og ved siden af det hele er han lige startet i 9. klasse.

- Det er jo meget sjovt, fordi der selvfølgelig er ting, som en helt almindelig ung fyr ikke lige ser i en hverdag, som den jeg lever i. Men jeg har også de helt tætte venner, som jeg mødes med i skolen og uden for skolen, som jeg virkelig bare kan holde helt fri med, og som jeg kan snakke om de dybe ting med - om det, der betyder noget ekstra, siger Elvin.

Elvinsky på festivalen Kløften. Foto: Holdet bag Elvinsky

På vej rundt i verden laver han lektier, så hverdagen med vilde koncerter kan hænge sammen med skolen.

- Vi taler om tingene og sørger også for, at fokus number one er på skolen, siger han.

Store drømme

Med hjælp fra sine forældre, som støtter ham hele vejen, får han hverdagen med skole og musik til at hænge sammen. Faren arbejder fuldtid på sønnens musikkarriere og rejser med rundt, når Elvin tager ud i verden.

I 2014 deltog den unge dj i Løvens Hule Junior, hvor han fortalte, at han drømte om endnu større internationale scener. To år senere gør han status på drømmen.

- Der er jo helt bestemt sket noget de sidste to-tre år siden. Det hele vokser, men jeg ser rigtig meget frem til mange flere oplevelser. Og med det bedste team omkring mig, så ved jeg, at vi prøver at gå efter endnu større scener og komme ud at sprede mit navn.

Elvinsky har været vidt omkring. Her ses han til Næstved Gadefest. Foto:

Elvin producerer efter eget udsagn musik i genren ’melodic pop electronic’, der har store vokaler mikset med elektronisk musik.

- Den helt store legende Avicii ligger meget i samme stil. Ham ser jeg også som et idol, og jeg prøver at følge meget af det, han gjorde, siger han.

Glædede sig til Nakskov

Siden hans første store koncert på et gymnasie, hvor han spillede for 700 unge, har karrieren taget fart.

Elvin har været vidt omkring i verden, og herhjemme har han blandt andet spillet til Distortion, Aalborg Karneval og Kløften Festival. Senest spillede han til Nakskov Summer i Nakskov.

- Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor mange mennesker man er. Det handler om, hvem man er, siger han forud for torsdagens koncert i Nakskov.

- Hvis jeg kan komme ud med min energi, og der er nogle festglade mennesker i Nakskov, der er klar på at hygge sig og skabe minder med mig, så vil jeg det hellere end noget andet.