Guldborgsund

Der er ikke meget lys over land i krydset Parkvej/Gåbensevej. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Teknik & Miljø efter flere uheld i samme kryds: - Klar inden for 14 dage

Efter gentagende uheld i samme trafikerede kryds forventer afdelingsleder, at der bliver grønt lys indenfor kort tid.

Offentliggjort


Man skal bevæge sig med ekstra opmærksomhed, når man kører gennem krydset Parkvej/Gåbensevej i Nykøbing.

Folketidende har den seneste tid kunnet fortælle om flere uheld i krydset.

D. 13 december stødte to biler og en person blev kørt på sygehuset. Onsdag d. 18. februar var den gal igen, da to biler kolliderede.

Dele af lysreguleringen har været ukampdygtiggjort siden november, hvor den var involveret i et sammenstød med et køretøj, fortæller afdelingsleder for TM-Vejdrift og centralværksted, Martin Balsløv.

Kan ikke få materialer

- Vores eksterne leverandører har problemer med at få reservedelene, siger afdelingsleder Martin Balsløv.

Men han ser lys for enden af tunnellen.

- Jeg har flere gange rykket vores leverandør, og det skulle gerne være oppe at køre inden for 14 dage, siger Martin Balsløv.

Prioriterede banegårdskryds

Klappen har også været gået ned i Banegårdskrydset i Nykøbing.

Her tænkte man smart, fortæller afdelingslederen.

- Man kunne tage en microchip fra lyskrydset ved Vesterskovvej/Østre Allé og sætte det ud af drift for at holde Banegårdskrydset, der er koblet sammen med Nørregade/Brovejen-krydset og busbanen, kørende, siger Martin Balsløv.