Lolland-Falster

Bo Bischoff var chefredaktør på Folketidende i årene 1996-2007. De seneste mange år har han boet i Oslo, hvor han lige nu følger fodboldlandsholdets kæmpe succes ved VM i USA. Privatfoto

Tidligere Folketidende-boss midt i norsk fodboldeufori

Folketidendes tidligere chefredaktør Bo Bischoff oplever Oslo på den anden ende efter sejren over Brasilien. Nu gør byen sig klar til kvartfinalen mod England.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bo Bischoff mærker norsk fodboldeufori i Oslo

  • Folketidendes tidligere chefredaktør Bo Bischoff oplever fra sin lejlighed i Oslo, hvordan hele byen koger i forbindelse med Norges succes ved VM.

  • Han fortæller, at både gader, restauranter og pladsen ved kongeslottet summer af fest og forventning.

- Vi hopper, springer og ror løs. Man bliver simpelthen suget med af stemningen heroppe…

Fodboldeuforien koger hos vores norske broderfolk - og på første parket sidder Folketidendes tidligere chefredaktør Bo Bischoff og følger det hele på nærmeste hold.

- Jeg er i bund og grund ikke den store fodboldfan og havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle sidde i min stue og ro løs. Men altså, det går fuldstændig … ja, det er helt fantastisk, fortæller Bo Bischoff fra sin lejlighed i udkanten af Oslo.

Herfra kan han overskue store dele af den norske hovedstad og oplever en by og et land på den anden ende efter Norges sejr over Brasilien forleden og inden lørdagens kvartfinale mod England.

Alle slår sig løs

- Byen her har aldrig oplevet noget lignende. Vi har jo de meget store optog på nationaldagen 17. maj, men der er det primært børnene, der er i centrum. Den her fodboldeufori omfatter alle. Og det skader jo heller ikke stemningen, at restauranterne har fået lov til at udskænke alkohol sent, så man kan få en bajer efter sejren. Men alt foregår i den bedste atmosfære, lyder det fra Bo Bischoff.

Han har boet i Oslo i snart et par årtier og fulgt livet i den norske hovedstad på tæt hold.

- Vi er jo nordboere og har som udgangspunkt ikke det her sydlandske temperament. Men det, der sker lige nu, er helt utroligt. Alle slår sig simpelthen løs i den gode begejstring - og selv vejret er fantastisk i øjeblikket. Alle følger med i fodbolden. Efter sejren over Brasilien sad der masser af mennesker foran kongeslottet, hvor alle roede løs. Og lige nu kan man ikke gå nogen steder, uden at folk skal tale om, hvordan det mon kommer til at gå mod England lørdag, siger Bo Bischoff.

Skal opleve stemningen

Lørdag skal han sammen med sine nærmeste rundt i det centrale Oslo for at opleve stemningen.

- Der er sat en kæmpe storskærm op foran rådhuset, og så sker der en masse rundt omkring i byen. Vi skal rundt og nyde stemningen og livet i byen. Og så skal vi naturligvis hjem og se kampen. Det bliver en af de dage, hvor man vil kunne huske: Der var jeg, da Norge spillede kvartfinale ved VM, fortæller Folketidendes tidligere chefredaktør.

Et kig ind i Bo Bischoffs norske lejlighed, hvor den i disse dage står på masser af fodbold på tv-skærmen, kølige forfriskninger i hånden og roning i lænestolen. Privatfoto