Nævningesager er sager, hvor anklageren kræver fængselsstraf på seks år eller mere, eller hvor den tiltalte kan blive dømt til forvaring eller anden anbringelse.
Nævningesager begynder ved byretten og kan ankes til landsretten.
I byretten består en nævningesag af tre juridiske dommere og seks nævninge i et nævningeting.
Hver dommer og hver nævning har én stemme. Nævningene afgiver altid deres stemme først. Retsformanden beder hver enkelt nævning om hans ellers hendes stemme i den rækkefølge, nævningene er blevet udtaget.
Derefter stemmer dommerne sådan, at retsformanden stemmer til sidst. Retsformanden er retssagens ledende dommer.
For at en tiltalt skal kunne dømmes skyldig, skal der være et flertal både blandt nævninge og juridiske dommere - altså mindst fire nævninge og to juridiske dommere.
Kilde: domstol.dk
Som Folketidende kunne fortælle tidligere onsdag, har Retten i Nykøbing nu berammet den meget omtalte Bøtø-sag, hvor en 57-årig mand er tiltalt for voldtægt og drabsforsøg mod en 11-årig pige ved stranden på Bøtø i august 1999.
Derudover er manden også tiltalt for overtrædelse af våbenloven, fordi politiet i forbindelse med anholdelsen af manden i december sidste år fandt et dobbeltløbet haglgevær og et luftgevær af kaliber 5.5 med tilhørende ammunition, som blev opbevaret frit tilgængeligt i den tiltaltes soveværelse.
Manden har siddet varetægtsfængslet lige siden, han blev anholdt.
Retten har afsat fem dage til at behandle sagen - alle i september i år.
Sagen begynder mandag 8. september og fortsætter derefter mandag 15. september, tirsdag 23. september og onsdag 24. september, inden der ventes at blive afsagt dom mandag 29. september.
Annonce
Det er specialanklager Susanne Bluhm, der skal være anklager i sagen, og hun oplyser til Folketidende, at planen for de enkelte dage foreløbig ser ud som følger - med forbehold for ændringer:
Dag 1: Her skal den tiltalte og offeret afgive forklaring.
Dag 2: Her skal de vidner, der er indkaldt i sagen, afgive forklaring. Susanne Bluhm oplyser, at der indtil videre er indkaldt otte vidner. Der er tale om seks borgere samt en retsgenetiker og en vicestatsobducent, der skal forklare om de lægelige oplysninger og DNA.
Dag 3: Hvis man ikke når at høre alle vidner på dag 2, skal de øvrige afgive forklaring her. Derudover skal anklager og forsvarer fremlægge deres dokumentation i sagen.
Dag 4: Procedure. Her skal anklager og forsvarer argumentere over for retten om, hvad de mener, der skal lægges vægt på i forhold til skyldsspørgsmål og eventuel strafudmåling.
Dag 5: Domsafsigelse.
Susanne Bluhm oplyser, at sagen skal afgøres som en nævningesag, hvilket vil sige, at det er seks nævninge, som er helt almindelige borgere, samt tre juridiske dommere, der skal tage stilling til, om den tiltalte kan kendes skyldig - og i så fald også tage stilling til, hvilken straf manden skal idømmes.
Folketidende har været i kontakt med den tiltaltes forsvarer, advokat Susan Jørgensen, for at få en kommentar til, at sagen nu er berammet, og hvordan forløbet har påvirket hendes klient. Hun oplyser, at hun ikke har nogen bemærkninger på nuværende tidspunkt.