Fårehyrde Jens Hansen fra Eskilstrup oplevede en tragisk morgen, da han fandt sin fåreflok angrebet af store hunde nær Hannenov-Ovtrup Skov.
Angrebet resulterede i mange døde og skambidte får, og Naturstyrelsen opfordrer til at kontakte dem, hvis man ser får uden for indhegningen.
Det var et skrækkeligt syn, der mandag morgen mødte
fårehyrde Jens Hansen, da han ankom til sin store fåreflok på en mark ved Hannenov-Ovtrup Skov på Falster.
- Der var bare døde får over det hele. Det var ganske
forfærdeligt at kigge på.
Sådan fortæller Jens Hansen, der dagen derpå stadig er dybt rystet over mandagens
grufulde syn af døde og skambidte får.
- Jeg havde været ude og kigge til fårene søndag eftermiddag.
De havde det godt alle 180 får. Mandag morgen fik jeg et opkald om, at der
løb nogle af mine får rundt i skoven. Og da jeg kom frem til den ene fold,
så jeg, at noget af hegnet var trampet ned, og der lå døde eller skambidte får mange
steder, fortæller Jens Hansen fra Eskilstrup.
Hunde strejfede rundt
Annonce
Lidt derfra kunne han se to meget store hunde, der strejfede rundt.
- Det lignede nærmest ulve ved første øjekast. Men det var
altså hunde med ulvelignede gener, der havde været på spil. Vi fik lokket
hundene ind i et aflukke, og de er senere med ejerens mellemkomst blevet aflivet, eller er ved at blive det,
lyder det fra Jens Hansen.
Der var bare døde får over det hele. Det var ganske forfærdeligt at kigge på.
Jens Hansen
Han brugte hele mandagen på at rydde op efter massakren i fåreflokken.
- Der var betjente og folk fra Skov- og Naturstyrelsen, som
hjalp mig. Betjentene måtte aflive nogle af de skambidte dyr med deres
tjenestepistoler, inden vi fik hentet en boltpistol. Min egen søn hastede også
til og hjalp mig. Lige nu har vi optalt de døde får til 34, men vi når måske op
på 50 døde dyr, når vi har det totale overblik, fortæller fårehyrden med grøde
i stemmen.
Et livsværk
For Jens Hansen er det nærmest et livsværk, der nu er blevet
meget hårdt ramt. Han overtog fårebedriften fra sin far og har brugt årtier på
at passe og pleje fårene, der har græsset på forskellige arealer ved
Hannenovskoven.
De døde dyr er nu samlet hjemme på Jens Hansen ejendom ved Eskilstrup.
Jens Hansen havde tirsdag travlt med at samle alle sine overlevende får og komme dem hjem til en fold nær hans ejendom. Foto: Lars Hovgaard
- Tirsdag eftermiddag kommer en dyrlæge og tilser hele besætningen.
Og så skal jeg observere de overlevende får, som jo var dybt skræmte efter
hundenes angreb. Det er det værst tænkelige tidspunkt at dette sker. Jeg ved
slet ikke, om de overlevende dyr kan avle og få lam, siger Jens Hansen.
Hundeejer sigtet
Politiet bekræfter omstændighederne omkring det voldsomme hundeangreb.
- Da vi kom frem, havde et vidne indfanget de to
løsgående hunde, der imidlertid havde bidt en del får. Nogle var bidt ihjel, nogle var i en sådan forfatning, at de måtte aflives.
Annonce
Det oplyser kommunikationsmedarbejder Palle Hansen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der har registreret 27 døde får.
Ejeren af de to angribende hunde er en 50-årig mand fra Falster, der ifølge politiet godt vidste, at hundene var stukket af fra deres indhegning. Han er nu blevet sigtet for overtrædelse af hundeloven.
Ifølge Folketidendes oplysninger har hundene tidligere strejfet rundt ved Maglebrænde.
Mange får flygtede
På Naturstyrelsens hjemmeside omtales angrebet også.
Her fremgår det, at to hunde tidligt mandag morgen angreb fåreflokken i Listrup Lyng ved Hannenov-Ovtrup Skov. Ifølge omtalen flygtede en stor del af dyrene ind i skoven under hundeangrebet. Hovedparten er fundet igen, men der kan være få dyr, der stadig befinder sig i området uden for indhegningen, skriver Naturstyrelsen.
Ser du et får udenfor hegn i Hannenov-Ovtrup Skov, kan du kontakte Naturstyrelsen Storstrøm på 22 49 65 75.
For fårehyrde Jens Hansen er det et livsværk, der er blevet meget hårdt ramt efter hundeangrebet. Foto: Lars Hovgaard
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu