Krimi

Personerne og bilerne på billedet har intet med onsdagens sag at gøre. Arkivfoto: Anders Knudsen

Toldere fandt “mange af de lange” i bilen – 44-årig måtte punge ud

En 44-årig udenlandsk mand måtte hoste op ved kasse et, da han blev snuppet i Gedser.

Offentliggjort

Det blev en dyr omgang for en 44-årig udenlandsk mand at have masser af gysser med sig til Gedser.

Straffen

Når tolderne tilbageholder kontanter og andre likvide midler, overleverer de sagen til politiet, der er ansvarlig for at udskrive en bøde for overtrædelse af angivelsespligten og den videre efterforskning, hvis der er mistanke om hvidvask. Bøden er på 25 pct. af det beløb, der overstiger de tilladte 10.000 euro, dog minimum 5.000 kr.

Kilde: Toldstyrelsen

Onsdag morgen stod Toldstyrelsen nemlig klar i havnebyen, hvor rejsende, der netop var ankommet med færgen fra Rostock, blev tjekket.

I en udenlandsk bil sad to personer. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at der var temmelig mange kontanter i bilen.

Mange af de lange

Der var kontanter for mere end 10.000 euro, svarende til cirka 75.000 danske kroner, og derfor blev politiet tilkaldt.

Når man rejser ind i Danmark med kontanter svarede til mere end 10.000 euro, skal det deklareres til Skat på forhånd.

Det havde den 44-årige mand ikke gjort, og derfor blev han sigtet for at overtræde toldloven.

Det kostede en bøde på 5.000 kroner, som han betalte, inden mændene fik lov til at køre videre.