Guldborgsund

Der kommer til at holde mindst 50 traktorer langs motorvejen nær Rødbyhavn, når lokale landmænd demonstrerer mod en ny kvælstof-lov. Modelfoto: Esben Cronbach-Christensen

Traktor-demonstrationer langs motorvejen: Det er helt godnat

Landmænd samles ved Rødbyhavn og på Nordfalster for at protestere mod ny kvælstof-lov. 

Offentliggjort

Derfor demonstrerer de

Bæredygtigt Landbrug og græsrodsbevægelsen NOFFF står bag demonstrationen mandag, hvor landmænd opfordres til at protestere mod kvælstof-loven, der behandles i Folketinget tirsdag.

Landmændene er utilfredse med loven, som hvis den vedtages i sin nuværende form, træder i kraft 1. januar 2027.

Hvis man kører på motorvejen og undrer sig over, hvorfor der holder usædvanligt mange traktorer på markerne, så er der en god forklaring.

Græsrodsbevægelsen NOFFF - No Farmers No Food No Future - har opfordret landmænd, der har marker op til motorvejene i hele Danmark, til at stille jord til rådighed for en fredsommelig demonstration, der begynder mandag.

Rasende

Planteavler Henrik Krogh, der har jord på begge sider af motorvejen på Nordfalster nær Skovby, regner med, at i nærheden af 100 traktorer vil holde på marken i en stille protest mod en ny kvælstof-lov. Han forventer, at også andre, der støtter landbruget, vil dukke op til demonstrationen.

Selv om landmændene er vrede over lovforslaget, der skal behandles i Folketinget tirsdag, bliver det en fredelig demonstration uden bannere og skingre megafon-taler. 

Demonstranterne er rasende over kvælstofloven, som ventes at træde i kraft 1. januar 2027. Loven skal skære ned på den mængde kvælstof landmænd må udlede. 

- Vores drikkevand skal selvfølgelig være i orden. Det er vi alle enige om. Men hjælper det overhovedet at tage kvælstoffet væk? Vi aner ikke, hvilke regler vi skal arbejde efter og det er helt godnat, siger Henrik Krogh.

Han har allerede sået hvidkål og er i vildrede om, hvor vidt han efter årsskiftet må gøde sine marker.

- Vi er jo bundet op på kontrakter om at levere frø, men hvad nu hvis lovforslaget vedtages og jeg ikke kan levere? Ender regningen så hos mig?, spørger Henrik Krogh retorisk.

Demo og stormøde

Traktorerne kommer også til at holde på en mark langs motorvejen i udkanten af Rødbyhavn. Mandag formiddag begynder traktorerne at trille ind på marken vest for motorvejen.

Planen er, at man kan parkere sin traktor og aflevere nøglerne til NOFFFs frivillige, hvis man skal videre til stormøde i Odense. Foreløbig er der mindst 3.000 tilmeldte til erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevares stormøde.

Lyser op

Interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug skruer op for protesterne og har indkaldt til demonstration på Christiansborg Slotsplads 1. september, mens folketinget anden-behandler kvælstof-loven. 

Vi aner ikke, hvilke regler vi skal arbejde efter og det er helt godnat.

Henrik Krogh, planteavler

Niels Hauge Mikkelsen, formand i Bæredygtigt Landbrug, opfordrer landmænd, følgeerhverv og alle, der har berøring med erhvervet, til at møde op til demonstrationen.

- Vi har fremlagt fakta og konkrete beregninger fra bedrifter, der viser reguleringens vidtgående konsekvenser, som grøn trepart og kvælstofreguleringen påfører erhvervet. Politikerne har ikke lyttet. Derfor er vi nu til stede, når politikerne med helt åbne øjne træffer en beslutning baseret på et usagligt grundlag, der udhuler dansk fødevareproduktion, følgeerhverv og livet på landet, siger Niels Hauge Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Trods stormøde og demonstrationen foran Christiansborg, fortsætter de lokale protester. Om aftenen og natten vil alle traktorernes rotorblink være tændt, så modstanden mod den ny kvælstof-regulering kan ses på lang afstand.

Hvor længe traktorerne skal holde stille, er ikke besluttet endnu.

NOFFF skriver på sin hjemmeside:

"Hvornår vi stopper afhænger af, hvad Folketinget beslutter til 2. behandling af gødningsloven."