Kultur

Kunstinstallationen "Architects of Air’s luminarium" er nu sat op ved Hestehovedet i Nakskov, og det er en både visuel og kulturel oplevelse. Foto: Jacob Rytter

Tre millioner mennesker har set det: Nu er enormt kunstværk rykket til Hestehovedet

Jacob Rytter var blandt de første gæster til at opleve det markante kunstværk, der for mange kom som en overraskelse. 

Offentliggjort Sidst opdateret

På Hestehovedet ved Nakskov var der fredag formiddag kø for at opleve kunstner Alan Parkinsons iøjnefaldende og ekstraordinære værk "Architects of Air’s luminarium". 

Og når man først er kommet ind, venter der en verden af skiftende farver, og hvor der er fuld plade for både syns- og følesansen. 

Man kan vælge at gå igennem, men man kan også sætte sig og fordybe sig i farverne og se det som en måde at falde helt til ro på.

Jacob Rytter var en af de første, der fik lov at komme ind i installationen. Og det var ganske tilfældigt, at han overhovedet opdagede det. 

- Jeg var på ferie med min familie på campingpladsen ved siden af, og jeg vidste ikke, at der skulle sættes en installation op. Men da det kom op, blev jeg nysgerrig, så jeg gik hen og fortalte hvem jeg er, og at jeg havde min drone med. Jeg fik lov at filme det, og så var det, at jeg faktisk også fik lov at komme ind som en af de første med min søn. 

Kunstinstallationen "Architects of Air’s luminarium" er nu sat op ved Hestehovedet i Nakskov, og det er en både visuel og kulturel oplevelse. Foto: Jacob Rytter

Jacob Rytter er uddannet elektriker og underviser til daglig på Celf i teknologiafdelingen. Af og til underviser han på et fireugers forløb om lysmoduler, og han er derfor fascineret af farver og lys og samspillet derimellem.

- Pulsen faldt næsten omgående, da jeg gik ind. Jeg blev helt rolig. Først kom jeg et sted hen med den røde farve, så kom et rum med den blå farve og dernæst den grønne. Installationen er ikke megastor, men man kan sagtens leve sig hen i farverne, forklarer han. 

Når Jacob Rytter underviser, står han selv for at blande farver, og han kunne med det samme se, at intet var tilfældigt i installationen på Hestehovedet i forhold til lysindfaldet. 

Dronevideo: Jacob Rytter.

- Nogle vil måske blive stresset over indtrykkene, men jeg tror, at de fleste vil falde til ro. 

Han har givet tilladelse til, at Folketidende kan dele hans billeder og dronevideo. 

- Vi gør rigtig mange ting på lille Lolland-Falster, og jeg er ikke sikker på, at man kender til det hele nordpå. Så vi skal bare have spredt det så meget ud som muligt. 

Tre millioner mennesker har siden 1992 været inde i kunstværket, og det har i løbet af årene besøgt 40 lande på tværs af fem kontinenter.

"Architects of Air’s luminarium" kan opleves på Hestehovedet til og med søndag.