Guldborgsund

Nysted Bioenergi står over for en markant udvidelse af produktionen. Foto: Kim Møller Pedersen

Tusindvis af ekstra gyllelæs på vej til lollandsk by

Nysted Bioenergi har fået en miljøgodkendelse, der giver mulighed for en udvidelse af biogasanlægget, der på sigt kan vokse sig 7-8 gange større i forhold til i dag. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Meget mere indleveret gylle. Mere afgasning i nye tanke. Mulighed for på sigt at nå op på mere end 120 daglige lastbilkørsler til og fra Nysted Bioenergi.

Det er alt sammen en del af en ny miljøgodkendelse, som åbner for en markant udvidelse af et biogasanlæg - eller gødningsfabrik om man vil - på Fuglegårdsvej i Kettinge. 

Nysted Bioenergi

Første spadestik til Nysted Biogas A.m.b.a. blev taget i sommeren 1997, og året efter var værket i drift.

Ejerkredsen bestod oprindeligt af 24 lokale landmænd, men senere overtog Guldborgsund Kommune ejerskabet.

December 2014 blev anlægget købt af Bigadan, som driver anlægget videre under Nysted Bioenergi ApS. 

Nysted Bioenergi ApS i Kettinge kan skabe energi ud af det meste - også organisk affald.

Anlægget leverer blandt andet afgasset gylle til landbruget. 

En del af udvidelsen af Nysted Bioenergi handler om at klargøre opsamling af C02, så denne kan anvendes til eksempelvis fødevareformål eller P2X-teknologier som eksempelvis flybrændstoffer, methanol eller brint.

7-8 gange større produktion

Her kan der - med den længe ventede miljøgodkendelse i hus - nu på sigt udvides 7 til 8 gange i forhold til den nuværende produktion.

-  Men der går rigtig, rigtig lang tid, inden vi kommer helt op og eventuelt kan udnytte miljøgodkendelsen fuldt ud.

Sådan siger driftchef Erik Lundsgaard fra Bigadan, som ejer Nysted Bioenergi ApS. I miljøgodkendelsen for udvidelsen beskrives udvidelsen primært som en forøgelse af den mængde biomasse, anlægget kan behandle årligt.

80.000 ton i dag

Nysted Bioenergi ApS behandler i dag cirka 80.000 ton biomasse på årsbasis, hvor den afgassede biomasse bruges som gødning på nærliggende landbrugsarealer og biogassen udnyttes i egne gasmotorer til el- og varmeproduktion. 

Det er ifølge Erik Lundsgaard også planen, at varme fra Nysted Bioenergi skal afsættes til Nysted Varmeværk a.m.b.a., som leverer fjernvarme til Kettinge og Nysted.

Med den nylige miljøgodkendelse på plads kan der på sigt udvides til 600.000 ton biomasse pr. år. Det vil i givet fald kræve rigtig mange ekstra gyllelæs leveret via lastbiler.

Ny reaktor og ny indkørsel

- For at komme op på de 600.000 biomasse kræver det en reaktor mere for hver 100.000 ton. Lige nu og her har vi kun bygget en enkelt ny, som allerede er sat i drift. Der skal jo også være nok biomasse, som vi kan aftage, ellers kan vi ikke bare blive ved at udvide anlægget, understreger Erik Lundsgaard.

Om udvidelsen

Guldborgsund Kommune har tidligere holdt borgermøde om udvidelsen af Nysted Bioenergi. 

Der har også været en forhøring for at indhente borgeres og naboers ideer og forslag i forbindelse med planlægningen af udvidelsen.

Udvidelsen omfatter nye bygninger og tanke til at oplagre, behandle og afgasse den øgede mængde biomasse. 

Herudover etableres nyt luftrensningsanlæg, gasbehandlingsanlæg og varmecentral til procesvarme.

Driftschefen kender godt til nogle af de nærmeste naboers tanker og bekymringer fra både tidligere borgermøder i Kettinge Forsamlingshus og fra høringsperioden om planerne for en udvidelse af biogasanlægget eller gødningsfabrikken. 

Det er især lugt og støj, som har været omdrejningspunktet for naboernes bekymringer omkring udvidelsen.

Helt ny indkørsel

- Det er også derfor, vi har lavet en helt ny indkørselsvej ude fra landevejen, så der ikke er nogen naboer, som kommer til at opleve støjgener fra de lastbiler, som kører til og fra anlægget. Vi får også et nyt luftrensningsfilter, som skal være med til at begrænse lugtgener, tilføjer Erik Lundsgaard.

For at håndtere den større kapacitet, som en udvidelse af biogasanlægget indebærer, er der ved at blive bygget en ny modtagehal. Projektet er i øvrigt en del af den grønne omstilling, da biogasproduktion medfører væsentlige co2-reduktioner; dels ved fortrængning af fossile brændstoffer og dels ved at opsamle drivhusgasser fra husdyrgødning og affald i biogasanlægget, før de udledes direkte til det fri.

Her er der ved en tidligere lejlighed politisk samling om en spand lort - hverken mere eller mindre - hos Nysted Bioenergi. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen
Her er der ved en tidligere lejlighed politisk samling om en spand lort - hverken mere eller mindre - hos Nysted Bioenergi, som beskæftiger sig med produktion inden for den grønne omstilling. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen