Guldborgsund

USA-korrespondent Celina Liv Danielsen fik oven på foredraget i fødebyen Sakskøbing tid til at snakke med sin gamle dagplejemor Jytte Ravn. Foto: Kim Møller Pedersen

TV2-Celina er klar til Trump - men ikke til vild pris for dagpleje

34-årige Celina Liv Danielsen er blevet TV2´s kendte ansigt, når der skal rapporteres fra USA om endnu en overraskende melding fra præsident Trump. Ved korrespondentens første foredrag i sin fødeby Sakskøbing var hun også selv klar med både overraskende meldinger fra privatfronten og klare analyser om Trump. 

Offentliggjort Sidst opdateret

For meget "live"-sending fra egen altan i New York, en god forklaring på Trumps genvalg, 27.000 kroner om måneden for en dagpleje-løsning samt valget af den helt rigtige partner og en amerikaner-stor søn på et år. 

Om Celina

Celina Liv Danielsen begyndte for otte år siden at være "on the road" i USA som journalist-praktikant på TV2.

Sammenlagt var hun med egne ord kun en måned i sin lejlighed i New York i den halve år lange periode i USA som praktikant.

Det blev til et tæt samarbejde med den rutinerede TV2-korrespondent Jesper Steinmetz lige fra starten af Celina Liv Danielsens journalist-karriere. 

Det var blot nogle af de mange finurlige anretninger, som TV2-korrespondent Celina Liv Danielsen serverede foran en propfyldt teatersal hos Hotel Saxkjøbing på en helt almindelig onsdag aften.

240 fremmødte

Der alligevel ikke blev helt så almindelig. Det var helt og holdent 34-årige Celina Liv Danielsens fortjeneste, for der blev delt ud fra både den private og arbejdsmæssige front. Alle spørgsmål var velkomne fra salen. Lige fra starten af det to timer lange foredrag - inklusive spørgsmål fra de 240 fremmødte - var der gensyn med gamle, velkendte ansigter og udveksling af anekdoter og brede smil. Som eksempelvis mellem korrespondenten med daglig base i New York og tidligere dagplejemor Jytte Ravn med base på Orebyvej.

- Når min gamle dagplejemor rækker fingeren i vejret her på forreste række, så har hun altså første prioritet, lød det med et stort smil på læben fra Celina Liv Danielsen om Jytte Ravn, der ikke havde tid til at vente på den omvandrende mikrofon, der lige var andetsteds blandt de tætpakkede stolerækker.

Hvordan med dagligdagen?

- Hvordan foregår jeres dagligdag med børn, og hvad laver din mand - har I dagpleje til børnene og hvordan i betaler for det?, lød det fra Celinas gamle dagplejemor i fødebyen Sakskøbing.

- Victor (Nylander, red.) er heldigvis et gigantisk a-menneske. Det er jeg ikke. Aftalen er derfor, at jeg tager nætterne med vores søn Bruce, og når Victor vågner klokken 4, og dagen er i gang, så tjekker jeg lige telefonen, om der skulle være noget. Hvis ikke der er, så tager Victor sig af Bruce, og så bliver jeg vækket ved otte-tiden, lød det fra TV2-korrespondenten, der lige tog sin mand Victor Nylander med på råd fra den modsatte ende af teatersalen i forhold til at gengive morgenrutinerne.

- Oftest er vi først på fra USA klokken 10, hvilket er i News & Co. Så er klokken 16 i Danmark, og her starter jeg stille og roligt ud med min kaffe. Bruce er lige startet i vuggestue, og det er rigtig dyrt. Det er forskelligt fra stat til stat, men det koster 27.000 kroner om måneden i New York. Yes. Så tænker man: Hold da op, er hun så rig?, lød det fra korrespondenten, som hurtigt fulgte op med at konstatere, at det ikke var tilfældet.

En rigtig god handel

- En pige fra Lolland ved jo godt, hvordan man skal indgå en god handel, ikk´? Alt er i øvrigt til forhandling i New York. Det lærer man hurtigt, når man bor der. Du kan også forhandle din husleje, og i det hele taget er amerikanere altid god for en handel. Så jeg har lovet, at jeg laver en video til deres hjemmeside og står for deres sociale medier, og så har vi fået en klækkelig rabat. Yes. Det er sådan, vi får det til at køre rundt, lød det med et smil fra den 34-årige journalist.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

- Vi er også i den heldige situation, at vi begge har et fleksibelt arbejde. Victor arbejder for en dansk virksomhed i USA, hvor de hylder freelancere og fremtidens arbejdskraft. Så alle skal arbejde hjemmefra. Hvilket er rigtig godt for os. Men Bruce har lige ligget syg i tre uger, så vi har lige fundet en sød amerikansk ung pige til at hjælpe. Derudover har vi en masse danske venner, hvor vi slår kreds om hinanden, og så kan man hjælpe hinanden. Ellers må far Flemming flyve hurtigt til New York. Det er sådan, vi får det til at gå op, lød det fra Celina Liv Danielsen, inden der blev kvitteret for svaret med et stort smil fra Jytte Ravn på forreste række:

- Bare sig, hvornår jeg skal komme.

Kan man holde til det?

Hos Marcus Knuth, der er Konservatives folketingskandidat i Guldborgsundkredsen, var der også et spørgsmål, som brændte sig på: 

- Hvordan er hverdagen som korrespondent i USA med børnefamilie. Det må være utrolig spændende, men kan man holde til det i længden?

- Det har jeg været meget i tvivl om, efter vi fik vores barn. Jeg har været ret nervøs for, om der sker breaking, skal jeg ud og rejse og hvordan og hvorledes? Heldigvis er vi i en så vild periode nu, at TV2 nærmest ikke har nået at sende Lotte Mejlhede eller jeg "on the road". Vi står vitterligt hver vores sted og laver live, live, live, fordi det går så stærkt, at vi ikke har tid til at lave den dér grund-reportage med en vælger, hvor det skal analyseres og sættes i perspektiv. Det er eddermame mange ting, vi skal være specialister i for tiden, indledte Celina Liv Danielsen sit svar og kvitterede for, at spørgsmålet ramte lige ind i nogle helt aktuelle overvejelser hos en ung mor med et krævende korrespondent-job. 

Lotte (Mejlhede, red.) er i Danmark, så ved jeg godt, at vi kan ikke dele den her. Den hænger på mig

Celina Liv Danielsen, TV2-korrespondent

Da Trump valgte at bombe

- Da jeg står op, eller da jeg bliver vækket klokken fire om morgenen den dag, hvor han (Trump, red.) vælger at bombe Venezuela, og Lotte er i Danmark, så ved jeg godt, at vi kan ikke dele den her. Den hænger på mig. Jeg havde heldigvis dækket Venezuela lidt og de her krigsskibe, men at sidde dér klokken fire om morgenen, og dit barn har været vågen i tre timer inden, og så skal du sidde og trevle amerikanske medier igennem, fordi du skal vide og kunne udlægge, hvad der foregår. Det er virkelig hårdt, forklarede korrespondenten.

Celina Liv Danielsen viser her et billede fra den første spæde korrespondent-tid i USA, hvor erfaringerne med at vælge det rigtige fodtøj endnu ikke var så store. Foto: Kim Møller Pedersen

- Hvis det er breaking, så har du nogen gange et aftræk på et kvarter til 20 minutter, så skal du være klar til din første "live". Hvis jeg skal være helt ærlig, så bliver jeg i den første "live" nødt til at få sagt noget rimelig banalt, for så har man nogle gange lige tre kvarter til en time efterfølgende, hvor du kan nå at forberede dig endnu mere. Men den dér med at skulle rejse hele tiden....nu ved jeg, at jeg skal være med til at dække Oscar-show i næste uge eksempelvis. Dér tager jeg min mand og barn med, forsikrede korrespondenten, der ser ind i lidt flere arbejdsrejser rundt i USA i den kommende tid.

Hårdt lige om lidt

- Det bliver hårdt lige om lidt, for der er en efterspørgsel og et ønske fra TV2 om, at vi skal mere ud blandt befolkningen. Vi har været alt for meget live, vi har stået for meget på vores altaner og lige pludselig virker man ikke tæt på befolkningen som korrespondent. Det hele kan ende med at virke fjernt, så der er faktisk et ønske nu fra TV2 om, at man som korrespondent lige skal ud og mærke stemningen blandt befolkningen. Jeg prøver at sige til mig selv, at der er også perioder, hvor der så er vildt meget fri, og hvor du har meget tid til din familie. Mit arbejde er ikke 9 til 5, det er bare meget kondenseret i peroder, og så er der længere line i andre perioder. Man skal i hvert fald have den rigtige partner, lød det fra foredragsholderen med et kærligt blik ned til manden, hun blev gift med i slutningen af sidste år.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Netop tilbagevendt fra barsel var Celina Liv Danielsen også klar med dugfriske analyser om de komplekse amerikanske forhold og ikke mindst skiftende politiske stemninger blandt vælgerne. Er den brede amerikanske befolkning egentlig klar over, at det har været et selvmål for Trump-administrationen med at indføre de seneste måneders mange forskellige typer af straftold til en lang række forskellige lande?, blev der spurgt fra salen.

Kommer til at hænge på regningen

- Det er gået op for amerikanerne, at de selv kommer til at hænge på regningen. De ved godt, at det var et selvmål med toldsatserne. Det er gået op for virksomhedsejerne, og det er gået op for kunderne. Det er en af grundene til, at Trump ligger så historisk lavt, og han rasler ned i meningsmålingerne, lød det fra Celina Liv Danielsen.

Hun tvivlede dog på, at Trumps "fiks-fakserier" med straftold ville få en stor betydning i en kommende amerikansk valgkamp.

- Straftold og toldsatser er bare enormt teknisk og enormt kedeligt for en helt almindelig amerikaner at forholde sig til under en valgkamp. Mange kan ikke forholde sig til, hvad det er for en økonomisk kæde, der går i gang, når vi taler om noget med straftold. De vil bare høre: Du får billig mælk, du får billige æg. Man vidste ikke, hvor omfangsrigt det er, men konsekvenserne for straftold er i den grad gået op for dem. De er blevet noget klogere hen over de seneste måneder, understregede korrespondenten, der har oplevet at stille spørgsmål til hele to amerikanske præsidenter - nemlig Biden og Trump.

Ingen rygende pistol

Sidstnævnte gjorde dog nok det største indtryk, og her var der gode anekdoter med til den gamle teatersal på Hotel Saxkjøbing, hvor Celina Liv Danielsen efter lidt betænkningstid var klar med et friskt bud på, om der mon kommer til at opstå historier fra de meget omtalte Epstein-filer, der kan ende med at koste Trump hans præsident-embede:

- Der er ikke nogen rygende pistol. Det ligger under FBI's stikkerlinje i øjeblikket. Derfor er det rene stikkerlinje-rygter på nuværende tidspunkt i USA, og jeg vil ikke begynde at starte nogen konspirationsteorier. Men jeg tror ikke, Trump ryger på noget med Epstein-filer, lød den dugfriske vurdering fra USA-kenderen.

Celina Liv Danielsen skyndte sig dog også med et stort afsluttende smil lige at tilføje et "men, det går sindssygt stærkt i amerikansk politik, så man ved jo aldrig, hvad der kommer til at ske". 

Om Epstein-filer

Epstein-filerne er en stor samling af dokumenter, billeder og videoklip, som er blevet indsamlet under efterforskningen af den dømte sexforbryder og finansmand Jeffrey Epstein og hans netværk.

  

240 var mødt frem for at høre dugfriske meldinger fra Trump-land og og om en USA-korrespondents hverdag. Foto: Kim Møller Pedersen