Guldborgsund

Udvalgsformand Henrik Høegh-Andersen (V) var også på halgulvet i Sakskøbing til spildevandsmøde med de berørte borgere. Foto: Kim Møller Pedersen
Udvalgsformand Henrik Høegh-Andersen (V) var også på halgulvet i Sakskøbing til spildevandsmøde med de berørte borgere. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

Udvalgsformand om spildevandssag: - Jeg synes, der mangler medfølelse og forståelse

Udvalgsformand Henrik Høegh-Andersen (V) er kritisk over for kommunens egne åbne borger-arrangementer om at sikre en bedre rensning af spildevand i det åbne land. En forfærdelig måde at gøre det på, mener udvalgsformanden, som savner medfølelse og forståelse for de udpegede borgere.

Offentliggjort

- Vi skal have forvaltningen til at kigge på det her igen.

Sådan indleder udvalgsformand Henrik Høegh-Andersen (V) sit svar, da han bliver spurgt af Folketidende til en reaktion på udmeldingen fra Guldborgsundlisten om, at lokallistens syv medlemmer af byrådet ønsker at trække i håndbremsen. 

1400 ejendomme

Som ejer af en af de udpegede cirka 1400 ejendomme, hvor spildevandet skal renses bedre, vil man modtage et varsel af påbud i løbet af 2026 eller 2027. 

Det gør de i forhold til den igangsatte proces med at varsle påbud til i første omgang cirka 1400 husstande i Guldborgsund Kommune, som er udpeget til selv at skulle betale for og levere en bedre rensning af spildevand.

Behøver ikke at haste igennem

Henrik Høegh-Andersen bragte som nyudnævnt formand for Teknik-, Natur- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune allerede sagen om spildevandsrensning i det åbne land op på et tidligere byrådsmøde. 

Det var under vedtagelsen af den aktuelle spildevandsplan. Her noterede udvalgsformanden sig, at der ikke var nogen kommentarer til sagen fra andre sider af byrådssalen.

- Det er også derfor, at det kan undre mig lidt, at Guldborgsundlisten ikke sagde noget om sagen ved den lejlighed. Siden er der selvfølgelig en masse borgere, der skriver og gør os politikere opmærksomme på nogle ting i forhold til den her lovgivning, der ligger bag, at vi som kommune er blevet pålagt at sørge for en bedre rensning af spildevand i det åbne land. Under alle omstændigheder er jeg enig i, at det ikke er en sag, vi behøver at haste igennem. Lad os nu tænke os om, så vi kan få lavet det her ordentligt, lyder det fra Henrik Høegh-Andersen.

Teoretiske beregninger går ikke

Betyder det, at du er enig i, at der rent politisk skal trækkes i håndbremsen?

- Jeg kan love, jeg vil arbejde for, at der ikke er borgere, som bliver pålagt de her meget store udgifter til at sikre bedre rensning af deres spildevand, uden der er et fagligt grundlag, som er helt på plads. Vi kan ikke bare have de her teoretiske beregninger uden at have kigget nærmere på de enkelte ejendomme. Jeg tror ikke, vi har det helt rigtige grundlag endnu at træffe beslutningerne ud fra, siger udvalgsformanden.

Vi bliver nødt til at gå mere langsomt frem

Henrik Høegh-Andersen, udvalgsformand

Nu har der allerede været afholdt to arrangementer, hvor borgerne har kunnet stille spørgsmål, og der er sendt varslinger om påbud ud. Er det gået for stærkt?

- Der skulle nok aldrig have været afholdt de to borger-arrangementer. Det er en forfærdelig måde at gøre det på. Man står som borger og skal søge hjælp i forhold til måske at skulle gå fra hus og hjem på den mest skånsomme måde. Samtidig står man måske i en kø i en sportshal mellem mange andre mennesker. Jeg synes, der mangler medfølelse og forståelse for en situation, hvor nogle borgere fuldstændig uforvarende har boet i deres hjem i så mange år, og pludselig står de over for den her kæmpe udgift, siger Henrik Høegh-Andersen.

Mødes med forvaltningen

Nu er processen sat i gang, hvad skal der ske?

- Vi skal være 100 procent sikker på, at det, vi pådutter borgerne, skal være ud fra på et 100 procent fagligt grundlag, hvor vi også har kigget på ejendommene individuelt. Jeg bliver nødt til at mødes med forvaltningen og have en faglig vurdering om, hvordan vi overhovedet kan bremse op i det her. Og så skal vi have en politisk drøftelse i udvalget, om vi har været for hurtigt ude med at sende breve afsted med varslinger om påbud, siger Henrik Høegh-Andersen.

Kan ikke stå på mål

Udvalgsformanden understreger, at han ønsker en mere tilbundsgående undersøgelse på et individuelt plan i forhold til at kigge på de enkelte ejendommes præcise forhold og udledning. 

- Ellers kan jeg ikke som politiker stå på mål for det. Vi bliver nødt til at gå mere langsomt frem. Vi kan ikke nå at få oprensning af spildevand i det åbne land på som en beslutningssag på det næstkommende udvalgsmøde. Men vi kommer til at drøfte det her. Et eller andet sted er der tid nok endnu, men det er ærgerligt, at borgerne med de udpegede ejendomme er blevet lidt urolige, uden at vi - efter min mening - har det helt rigtige grundlag endnu at arbejde ud fra, siger udvalgsformanden.