Lolland
Benny Christen Grandahl mener, at folk kan se ting på nattehimlen, som de fejlagtigt tror er droner. Foto: Palle Nevad Frandsen
UFO-ekspert: Risiko for at der bliver set droner overalt på himlen
Den store drone-opmærksomhed kan få borgerne til at forveksle andre ting på himlen med droner.
En mulig drone, der blev opfattet som særdeles lysstærk og iøjenfaldende, blev onsdag aften omkring klokken 19 spottet fra en ejendom ved Onsevig Havn. Og det bliver næppe den sidste. Når der rettes stor opmærksomhed på droner over de danske lufthavne, vil det ikke være utænkeligt, at mange helt almindelige danskere ser dem på nattehimlen.
Det fortæller UFO-ekspert Benny Christen Grandahl. Han modtager danskernes indmeldinger om mulige UFO'er på himlen, men i de seneste par døgn er blot kommet en enkelt hos Skandinavisk UFO Information.
- Jeg tænker, at det i øjeblikket vil være politi og forsvar, der får henvendelser om det, som folk ser på nattehimlen. Især med den sikkerhedspolitiske situation, som vi står i, siger han.
New Jersey-effekten
Da der sidste år blev spottet droner på himlen over New Jersey, væltede det snart ind med observationer mange steder fra. Mange af disse var dog alt andet end droner, lød det efterfølgende. En lignende New Jersey-effekt kan ramme Danmark, mener Benny Christen Grandahl.
- Pludselig kan folk opleve, at de ser droner alle mulige steder, og at det er de sædvanlige synder, som normalt giver UFO-oplevelser, der nu blot bliver til droner i stedet.
Hos nogle vil det blot være et tilfælde, at de spotter noget lys på nattehimlen, andre vil på grund af dronesnakken søge udendørs for at se efter nye droner, mener Benny Christen Grandahl. Og så kommer observationerne.
- De kan eksempelvis få øje på Elon Musks berømte starlink-satellitter, eller den internationale rumstation, der dog først skulle passere Danmark igen 4. oktober, og der er også mange andre satellitter, som man kan se på nattehimlen.
Rutefly kan snyde
Helt almindelige rutefly kan også snyde dem, der står og spejder mod horisonten - også selv om de har flightradar kørende på telefonen.
- Efter mørkets frembrud vil man kunne se fly, der ligger langt væk og højt oppe i atmosfæren. Der vil være mulighed for, at de stadig belyses af solen, og derfor kaster et specielt lys fra sig. På flighradar vil de dog ikke nødvendigvis blive spottet, fordi de kan være langt væk. Det oplever vi tit her omkring jævndøgn.
I øjeblikket kan Venus også snyde mange. Den står højt på himlen omkring klokken 5-6 om morgenen, og det overrasker folk, at de ser en planet et uventet sted. Jo mere de stirrer, desto mere kan lyset fra planeten begynde at blinke.
Der vil altså ofte være helt naturlige forklaringer bag de mange observationer - og det behøver altså ikke være fjendtlige droner på vej til eller fra landet.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker