Krimi

Arkivfoto: Claus Hansen

Usædvanligt våbenfund på Kofoedsminde

Under en rutinemæssig inspektion af et værelse fandt personalet to våben, der var skilt ad.

Offentliggjort

Om Kofoedsminde:

Kofoedsminde har eksisteret siden 1983 og er en socialpædagogisk døgninstitution for voksne udviklingshæmmede over 18 år, der har begået alvorlig kriminalitet.

I øjeblikket har Kofoedsminde 17 sikrede afdelinger og en åben afdeling med i alt cirka 100 beboere.

Kilde: Kofoedsminde

Personale på den sikrede institution Kofoedsminde i Rødbyhavn gjorde for nylig et noget usædvanligt fund.

I forbindelse med en rutinemæssig inspektion af et værelse fandt man to jagtgeværer, der var skilt ad, liggende i en kasse. Det skriver TV2 Øst, som har fået oplysningerne bekræftet af både Kofoedsminde og politiet.

Personalet på Kofoedsminde er nu ved at undersøge, hvor længe den pågældende beboer har haft geværerne liggende. Der var ikke ammunition i dem, og de var ikke funktionsdygtige, skriver TV2 Øst.

-  Vi har ikke nogen grund til at tro, at beboeren har haft intention om at bruge våbnene. Men man ved aldrig, om nogen andre får nys om, at det ligger der, siger Kofoedsmindes forstander Tina Krintéll til TV2 Øst.

Hun tilføjer, at sikkerheden nu er skærpet på stedet.

Politiet oplyser, at man er ved at undersøge sagen.

Drop media element here ...