Krimi

Arkivfoto: Niclas Jessen

Utilfreds cyklist ramte betjent 

En ung kvinde var ikke begejstret for at blive standset af politiet i Nykøbing sent lørdag aften. 

Offentliggjort

Hvis man taler i håndholdt mobiltelefon, mens man cykler rundt på offentlig vej, så risikerer man at få en bøde. Også selvom det sker en lørdag aften kort før midnat.

Det måtte en 22-årig kvinde sande i weekenden, da hun kom cyklende ad Vestensborg Allé i Nykøbing med telefonen i den ene hånd.

Hun blev standset af en politipatrulje, som tilfældigvis var på stedet, og fik en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven samt en bøde.

Men det var hun langt fra tilfreds med. Ifølge politiets døgnrapport blev kvinden så fortørnet, at hun råbte voldsomt op og fægtede med både arme og mobiltelefon.

I den forbindelse kom hun til at ramme en af betjentene på kinden, og så fik hun også en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, oplyser politiet.