Guldborgsund

Fra venstre: Studenterne Lucas Kristiansen, Gustav Bille, Carl-Emil Herdahl, Gabriel Eriksen og Mette Berner.

Værnepligt og praktik i München: Snart begynder et nyt kapitel for de nyudklækkede studenter

De fem nylige dimittender har forskellige planer for, hvad der skal se efter studenterfejringerne.

Offentliggjort

Efter tre år på handelsskolen i Nykøbing fik klassekammeraterne Mette Berner, Lucas Kristiansen, Gustav Bille, Carl-Emil Herdahl og Gabriel Eriksen i sidste uge de ikoniske studenterhuer på.

Og på den anden side af den festlige studentertid venter en ny hverdag uden gymnasiets afleveringer, eksaminer og studieture.

For studenten Carl-Emil Herdahl kommer den nye hverdag til at foregå i udlandet.

- Jeg har fået en udlandspraktikplads i München gennem skolen, så der flytter jeg hen om en måneds tid. Jeg skal arbejde for et 3D-printfirma dernede i det næste år, siger Carl-Emil Herdahl fra Nykøbing.

- Det virkede bare som en fed mulighed, siger han.

I forsvaret sammen

Lucas Kristiansen fra Sundby har planer om at aftjene sin værnepligt.

- Jeg tager 11 måneder i forsvaret i Slagelse, hvor jeg starter til august. Så der skal jeg være i et år, og så må jeg se derefter, om jeg lige skal have et sabatår, eller om jeg tager en karriere i forsvaret, siger han.

Han ser gode opsparingsmuligheder i forsvaret, hvor man ikke har de store udgifter. Opsparingen vil han bruge på at tage ud at rejse.

- Og så er der nok noget i København, der kalder på mig. Jeg kan godt lide København som en studieby, men det er dyrt at bo der. Jeg kunne måske godt se mig selv på CBS (Copenhagen Business School, red.) eller KU (Københavns Universitet, red.), siger han.

Han er ikke den eneste, der har valgt at aftjene sin værnepligt efter sommerferien. Det samme skal klassekammeraten Gabriel Eriksen fra Nykøbing.

- Jeg skal også 11 måneder i forsvaret i Slagelse. Vi er nogle drenge, der skal afsted sammen. Efter det skal jeg helt klart også ud at rejse og se en masse. Jeg overvejer også at arbejde i udlandet, måske i et halvt år, for at se noget kultur, siger han og fortsætter:

- Og ellers er det hvad der lige falder for fødderne, om så det er en erhvervsuddannelse eller universitetet, ved jeg ikke.

Ligesom sin klassekammerat overvejer Gabriel Eriksen også en fremtid i København på længere sigt.

Tømrer og ejendomsmægler

For Mette Berner, som bor i Nykøbing, skal tiden bruges på at finde ud af, hvor hun gerne vil bo.

- Jeg skal holde sabbatår, og der tænker jeg bare, at jeg vil arbejde, komme ud at rejse og lige komme ned på jorden og få styr på økonomien, før jeg beslutter, hvor jeg sådan lige vil "settle down", for jeg vil nemlig gerne læse til finansøkonom på et tidspunkt og dernæst ejendomsmægler, siger hun.

- Så jeg skal lige finde ud af, hvor det skal være henne, og hvor jeg rent faktisk gerne vil bosætte mig, siger Mette Berner.

Eleverne fra handelsskolens internationale linje har været på studietur i Beijing. Mandag og tirsdag i sidste uge var flere oppe til deres afsluttende eksamen.

Også Gustav Bille, som lige nu bor i Vordingborg, vil bruge de kommende år på at finde ud af, hvor hans fremtid skal være.

- Jeg skal i Beredskabsstyrelsen, og efter det skal min kæreste og jeg finde ud af, hvor vi gerne vil bo. Det afhænger nok lidt af, hvor hun gerne vil læse.

Selv overvejer han at tage en erhvervsuddannelse og blive tømrer.

- Jeg vil gerne bruge mine hænder, og jeg har ikke lyst til at læse videre, forklarer han.

- For mig kommer de næste to år nok til at handle om at "settle down", og finde noget, jeg er tilfreds med. Jeg har ikke det store behov for at tjene mange penge, så længe jeg gør noget, jeg godt kan lide, siger Gustav Bille.

En ny hverdag

Flere af studenterne giver udtryk for, at de skal vænne sig til den nye, anderledes hverdag uden for gymnasiet.

- Jeg tror, at den frihed, man får nu, kommer lidt som et chok, når man er vant til deadlines og til at skulle prioritere, hvornår man skal se venner og lave afleveringer, siger Mette Berner.

Hun fortæller også, at hun skal vænne sig til ikke længere at skulle se de klassekammerater, hun har gået i klasse med i tre år, på den samme måde som før.

- Det er jo ikke fordi, relationerne behøver at stoppe, men man ved jo, at man nok skal kæmpe lidt mere for dem, når man kommer hen på den anden side, siger hun.

Særligt tiden med vennerne fylder for Carl-Emil Herdahl, som flytter til München.

- Det virker så vildt, at man ikke bare lige kan ringe til vennerne, når man keder sig. Man skal pludselig udfylde et helt andet hul, fordi man sidder i en by i Tyskland, som er så langt væk, siger Carl-Emil Herdahl.

Gustav Bille har vænnet sig til tanken om det nye og anderledes kapitel i sit liv.

- Over det seneste stykke tid har jeg bygget et liv uden for gymnasiet, så jeg er egentlig rimelig afklaret med at skulle videre. Men jeg kommer selvfølgelig til at savne alle de venner, jeg har fået undervejs, siger Gustav Bille.

- Nu får jeg bare festet igennem i denne her uge for at få sagt ordentligt farvel, siger han.

Det gør han sammen med resten af gymnasieklassen, som sammen tilbringer ugen i et sommerhus i Marielyst.