Krimi

Arkivfoto: Rigspolitiet

Vaks med den store saks: 21 klip ved samme fartkontrol

Omtrent hver syvende kørte for stærkt, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tirsdag aften afholdt fartkontrol.

Offentliggjort Sidst opdateret

At Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er ude på vejene for at fange fartbilister er ikke noget særsyn. At der bliver udskrevet masser af fartbøder er heller ikke noget særsyn. Men at det endte med klip i kørekortet til hele 21 bilister ved en og samme fartkontrol er noget af et særsyn.

Ikke desto mindre var det lige netop, hvad der skete tirsdag aften på Lolland.

En ATK-vogn tog opstilling ved Sydmotorvejen i 90-zonen, der leder op til Guldborgsundtunnelen - et af de nye fartkontrols-hotspots.

Her holdt den og skød dyre billeder fra klokken 18.49 og seks timer frem.

634 biler passerede fartkontrollen - knap hver syvende af dem kan se frem til en hilsen i e-Boks.

I alt blev der givet 98 bøder og altså 21 klip ved Guldborgsundtunnelen tirsdag aften. Den højest målte fart lød på 141 kilometer i timen.

Hastighedskontrollen var dagens eneste på Sydhavsøerne.