Peder Jensen fra Sandby på Vestlolland har siddet 10 år som formand for Dansk BSA Klub og derudover rigtig mange kilometer i sædet på en af sine mange motorcykler - eksempelvis denne BSA fra 1922. Foto: Kim Møller Pedersen
- Vi kommer nok til at dominere lidt i bybilledet
Det er 10 år siden, det internationale BSA-træf sidst var i Danmark. Nu zoomer de mange motorcykler og deres ejere ind på Sakskøbing i en uges tid med arrangementer og fællesture rundt i landsdelen.
BSA-veteranmotorcyklerne kommer til Sakskøbing fra 2. til 9. august, når Dansk BSA Klub afvikler det 62. Internationale BSA rally med udgangspunkt fra Sakskøbing Sportscenter.
Det Internationale BSA rally holdes hvert år et nyt sted i verden - sidste år var det Norsk BSA klub, som stod for arrangementet i Frederiksstad, og i 2026 afholdes rallyet på New Zealand.
I år er der tilmeldt 230 deltagere fra 11 lande.
De er "alle mulige folk". Langt de fleste er udlændinge. Og så er de klar til at indtage Sakskøbing med deres motorcykler i begyndelsen af august.
- Der bliver nok en del larm, og vi kommer nok også til at dominere lidt i bybilledet.
Ordene kommer fra en de bikere, som har prøvet at "indtage" mange byer på motorcykel. Eksempelvis i Holland i 2017. Eller i Australien. Snart også Sakskøbing i selskab med de andre 230 bikere fra 11 lande. Han hedder Peder Jensen og er landsformand for BSA-klubben.
Tohjulede alle vegne
Folketidende er taget på besøg i en stille baghave i Sandby på Vestlolland hos manden, der har en hel række af egne motorcykler foran huset.
Annonce
Faktisk kunne Peder Jensen hive endnu flere af de tohjulede frem fra garage og værksted. Men det bliver ved de fire i indkørslen i dagens anledning.
- Inklusive dem, der ikke er samlet endnu og ligger som projekter i kasser, når vi op på en 13-14 i alt. Derudover har min kone også lige anskaffet sig en kinesisk motorcykel med automatgear. Den er nemmere at køre, fordi hun døjer med noget gigt i fingrene, forklarer Peder Jensen en smule undskyldende.
Lidt en tilfældighed
Det er naturligvis en undtagelse at have en enkelt "kineser" på matriklen, når man er BSA-mand helt ind i det gamle automekanikerhjerte. Peder har dog også selv et par svenske REX-motorcykler og en Honda stående. Men ellers handler det kun om BSA. Også selv om det var lidt af en tilfældighed, det lige blev det gamle motorcykelmærke med sin storhedstid under Anden Verdenskrig, som fik kærligheden fra Peder at føle for små 30 år siden.
Jeg har elsket at køre motorcykel det meste af mit liv.
Peder Jensen, formand, Dansk BSA Klub
- Jeg har elsket at køre motorcykel det meste af mit liv. Men jeg havde altid sagt til mig selv, at hvis jeg fik mulighed for en dag at købe en veteranudgave, der kunne være mit eget renoveringsprojekt, så skulle det være en englænder, forklarer Peder Jensen.
Begyndte som våbenfabrik
Som mange måske ved, er BSA et engelsk motorcykelmærke, som gik konkurs i 1973. BSA står for ”Birmingham Small Arms”, fordi firmaet begyndte som våbenfabrik i sidste halvdel af 1800-tallet. Derfor er BSA's logo ”The Piled Arms” også tre rifler, der er stillet op ad hinanden.
De fleste af de motorcykler, som kommer med til rallyet i Sakskøbing, er derfor veteranmotorcykler. BSA fabrikerede således motorcykler fra 1911 til konkursen i 1973. I nutiden har det indiske selskab Mahindra købt rettighederne til BSA-mærket, og det har for et par år siden sendt en ny BSA-motorcykel på markedet. Mahindra bygger i øvrigt i dag også Jawa- og Royal Enfield-motorcykler.
Derfor vil der også være enkelte nye BSA-motorcykler i flokken, som kommer til at dominere bybilledet i Sakskøbing i en uges tid.
Tim på besøg fra USA
Annonce
- Det er næsten som at komme til familietræf, når vi mødes. Man kalder det også BSA-familien, og der er tradition for, at man hjælper med at låne en motorcykel ud til dem, der kommer langvejs fra og ikke kan have deres egen BSA med, forklarer Peder.
Han har selv lånt en BSA at køre på i Australien, da han engang var til træf "down under". Denne gang hjælper han selv Tim fra amerikanske Ohio, der altså får en af motorcyklerne fra Sandby stillet til rådighed, når der skal køres fælles ture på Lolland og Falster - herunder naturligvis motorcykelmuseet i Stubbekøbing, som i denne sæson kører en særudstilling om netop BSA.
Deltagerne skal også besøge Klintehøj Vin ved Kragenæs, og især for de mange udenlandske deltagere er der en bustur til København. En aften er der ølsmagning med Krenkerup Bryggeri, cocktail-arrangement for de deltagende kvinder, festaften med Dinner & Dance og ugen sluttes af med en barbecue.
For Sakskøbings beboere og andre interesserede på Lolland-Falster er der mulighed for at besøge rallyet søndag 3. august fra klokken 14 til 16. Her kan man se mange forskellige motorcykler, få en snak med deltagerne og mærke den gode BSA-stemning på campingplads, vandrerhjem og tilstødende græsarealer fulde af telte og motorcykler.
Endnu et renoveringsprojekt er her i gang i Peder Jensens værksted, som naturligvis er fyldt med BSA-reservedele og snart en køreklar udgave af endnu en veteran. Foto: Kim Møller Pedersen
Peder Jensen har blandt andet været til træf i Australien med BSA-familien. Her lånte han en lokal motorcykel at køre på, som der er tradition for ved det årlige træf, der denne gang skal afvikles i Sakskøbing. Privatfoto
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu