En indsat i Storstrøm Fængsel blev fredag overfaldet af en medindsat. Ifølge sigtelsen mod den medindsatte blev han trampet i hovedet og brækkede flere knogler i ansigtet. (Arkivfoto).Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Vold i Storstrøm Fængsel: Indsat trampet i hovedet
En mand i 20'erne er fængslet for særdeles grov vold mod en medindsat, der brækkede knogler i ansigtet.
Ritzau Ritzau
OffentliggjortSidst opdateret
Et indsat i Storstrøm Fængsel på Nordfalster har fået alvorlige skader, efter at han fredag eftermiddag blev udsat for et groft overfald i fængslet.
En medindsat, der er i midten af 20'erne, har lørdag været fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved.
Senioranklager Helle Just læste i retsmødet sigtelsen op mod manden. Her fremgik det, at han er sigtet for at have forsøgt at slå den forurettede, der er i midten af 30'erne, ihjel.
Flere gange blev den indsatte trampet i hovedet. Han fik alvorlige skader, står der i sigtelsen, der nævner, at han kom i livsfare, og at han blandt andet fik en del brud i ansigtet.
Anklageren argumenterede i retsmødet for, at manden i 20'erne skulle varetægtsfængsles på mistanke om drabsforsøg.
Annonce
Hvis beviserne ikke kunne vise en drabshensigt, så burde han i stedet blive varetægtsfængsle på en mistanke om særdeles grov vold, argumenterede hun. Den bestemmelse er et trin ned ad alvorsstigen sammenlignet med drabsforsøg.
Den sigtede nægtede sig i grundlovsforhøret skyldig, men hvad der ellers kom frem i retsmødet, er uvist. Dommeren lukkede dørene, og derved hemmeligholdes mandens eventuelle forklaring og beviserne i sagen for nu.
Det er også med henvisning til de lukkede døre, at senioranklager Helle Just ikke ønsker at oplyse nærmere om mændene, herunder om de har en relation til hinanden, eller om den sigtede i forvejen afsonede en dom for personfarlig kriminalitet.
Det er også uvist for offentligheden, hvad motivet til det voldelige overfald skulle være.
Dommeren fandt, at der var en begrundet mistanke om, at den yngre mand har gjort sig skyldig i den underordnede sigtelse om særdeles grov vold, og at der er en risiko for, at han på fri fod vil gentage den kriminalitet.
På den baggrund er han blevet varetægtsfængslet i godt tre uger. Han har taget forbehold for at kære kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.
Når man er varetægtsarrestant, sidder man under nogle andre - og ofte strengere - vilkår, end når man afsoner en dom.
Storstrøm Fængsel ligger ved Nørre Alslev på Nordfalster, og det er et lukket fængsel med 252 pladser. Det er et fængsel med høj sikkerhed, og fængslet har også en særligt sikret afdeling. Fængslet åbnede i 2017.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker