Guldborgsund

En cykel- og gangbro tværs over sundet er en del af helhedsplanen for Nykøbing Havn. Men sejlere - og et enkelt parti i byrådet - er fortsat skeptiske. Illustration: C.F. Møller Architects

Parti i byrådssalen: - Den bro er noget københavneri

Partiet Dit Guldborgsund foreslog torsdag aften at undersøge omkostningerne til en færge, der skal sejle mellem Nykøbing og Sundby. 

Offentliggjort

Selvom en cykelgangbro mellem Nykøbing og Sundby blev vedtaget som en del af havneplanen af et enigt byråd sidste år, så dukker der stadig forslag til alternativer op. 

I Folketidende har man igennem de seneste dage haft mulighed for at læse om sejlere, der stadig ser udfordringer ved broen, og det samme sker i læserbreve - og i borgerforslag. 

Senest har Chris Veber fra Dit Guldborgsund taget et borgerforslag med til afstemning i byrådssalen. Borgerforslaget har kun fået en enkelt stemme, men:

- Den rummer en overvejelse, som vi i Dit Guldborgsund også haft haft. Nemlig at erstatte cykelgangbroen med en færge, forklarede han i byrådssalen. 

- Cykelgangbroen giver for meget bøvl, og det er og bliver noget københavneri. Fortalere siger, at den forbinder Sundby og Nykøbing, men det synes vi jo også, at en busfærge gør, forklarede han. 

Færgen kan i sommerhalvåret måske oven i købet have flere stoppesteder langs sundet til fordel for turister, tilføjede han. 

Opbakningen fra byrådskollegerne var dog ikke stor. John Brædder, Guldborgsundlisten, kaldte det oven i købet en af Chris Vebers "mere dårlige forslag" i byrådssalen. 

- Et enigt byråd er blevet enige om havneplanen, hvor den her bro er en ret væsentlig del, og formålet er blandt andet at gøre det endnu mere attraktivt at drive forretning i både SUndby og Nykøbing. Med broen bliver oplandet nemlig større, og vi kommer op i nærheden af de 20.000 borgere i et område. Det er et antal, der er ret afgørende for lysten til at etablere en forretning. Når den nye Sundskole kommer i gang, vil børn og familier fra Nykøbing også gøre brug af den, sagde han. 

Ole K. Larsen (V) peger på, at der allerede kører en almindelig bus mellem Nykøbing og Sundby, og at den formentlig er mere stabil i driften end en havnebus. 

Og Annemette S. Johnsen (SF) understregede, at broen netop følger de historiske spor, som er så væsentligt for havneplanen. 

- Samtidig gør den det lettere for børn og unge at komme i skole og til uddannelse, imens ældre kan opleve sundet fra vandsiden frem for fra kysten. Der er så mange glæder i vente med den bro. Og jeg tror simpelthen ikke, at vi får råd til en færge. 

Den overvejelse er man enig i fra Moderaterne: 

- Vi har tidligere prøvet at have en kutter til at sejle på sundet, men det kørte ikke rigtig rundt på trods af kommunale midler. 

Forslaget fra Dit Guldborgsund om at undersøge økonomien for en sundfærge faldt med en stemme for og 27 imod.