Kommune politianmelder Comanches for brud på planloven
Comanches er blevet anmeldt til politiet af Esbjerg Kommune, der mener, at klubben overtræder planloven. Billedet her stammer fra en demonstration med rockere og motorcykelentusiaster i København. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Rockergruppen Comanches bruger ifølge Esbjerg Kommune adresse udlagt til virksomhedsdrift til klubaktiviteter.
Esbjerg Kommune har politianmeldt rockergruppen Comanches for brud på planloven.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse mandag.
Kommunen har foretaget en politianmeldelse, fordi gruppen har klubaktiviteter på en adresse i Esbjerg, som er udlagt til virksomhedsdrift, og at klubaktiviteter ikke er forenelige med virksomhedsdrift, lyder det i pressemeddelelsen.
- Ligesom alle andre skal Comanches selvfølgelig følge lokalplanen, og nu har vi anmeldt bandegrupperingen til politiet, fordi vi kan konstatere, at de aktiviteter, der foregår i ejendommen ikke er relateret til drift af en virksomhed, siger Peer Rexen, der er vicedirektør i Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune, i pressemeddelelsen.
Han siger videre, at kommunen vurderer, at stedet fungerer som et samlingssted med klubhusaktiviteter for personer med tilknytning til rockergruppen.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker nu på baggrund af anmeldelsen.
Overtrædelser af planloven straffes typisk med bøde.
Klubhuset ligger på Brolæggervej 12 i Esbjerg.
Comanches hed tidligere Satudarah.
Politiet skriver i pressemeddelelsen, at det siden 2022 har registreret en række hændelser på og omkring adressen i Esbjerg, hvor gruppen og personer med tilknytning til den har udvist en adfærd, der medførte "væsentlig ulempe og utryghed" for personer, der bor i området.
- Borgerne skal ikke være i tvivl om, at vi bruger alle de værktøjer, vi har, for at holde bandegrupperinger ude af politikredsen, siger politiinspektør Henrik Thrane Jensen i pressemeddelelsen.
- Vi ønsker ikke deres tilstedeværelse og fortsætter derfor den massive politiindsats mod bandemiljøet for sammen med andre myndigheder, herunder Esbjerg Kommune, at bekæmpe bandegrupperingerne intensivt på Brolæggervej og i kommunen generelt.
I slutningen af marts 2023 udstedte Syd- og Sønderjyllands Politi et samlingsstedsforbud på adressen. Den slags forbud kan dog kun udstedes i tre måneder, hvorfor det blev ophævet i juni 2023.
/ritzau/
Seneste artikler
Matematikkaraktererne stiger på Sydfalster Skole: Her hjælper de store de små
Dystre karakterer på Lolland-Falster: Nu reagerer skolecheferne
I dag begynder sagen: 36-årig mor tiltalt for mishandling af sine børn
50 studerende skal undersøge lollandsk byliv
Fravær er "sindssygt alvorligt": Sådan vil skolerne løse problemet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol