Politiet advarer parkerende bilister mod svindleres QR-koder
Flere steder i København er der opsat falske QR-koder på parkeringsskilte - nu advarer politiet mod svindel.
Københavns Politi advarer nu parkerende bilister mod falske QR-koder på parkeringsskilte rundtom i hovedstaden.
QR-koderne er opsat af svindlere med det formål at lokke folk ind på hjemmesider, hvor man bliver bedt om at indtaste betalingsoplysninger og ad den vej franarret penge, skriver politiet på det sociale medie X.
En QR-kode er et sort og hvidt mønster bestående af små prikker, som man via sin mobiltelefon kan scanne, hvorefter man føres til en hjemmeside. På den måde slipper man for at indtaste hjemmesideadressen på telefonens internetbrowser.
Problemet med de falske QR-koder er, at de ikke er opsat af parkeringsselskaberne, men af svindlere.
- Vores opfordring er derfor, at man skal være særlig opmærksom på at tjekke, hvad det er for en hjemmeside, man er blevet ledt over på, og hvis man er kommet til at indtaste sine kreditkortoplysninger på en falsk side, så kontakt straks din bank, advarer politiet på X.
Politiet opfordrer til, at man inden scanning er særligt opmærksom på, om QR-koden er påklistret. Bliver man mistænksom, bør man kontakte politiet, lyder opfordringen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter 100 år: Landsdelens største juleoptog i ny paragrafkamp
Har du købt det? Smid det ud
Se dig for: Black November er fyldt med vildledning
Kendt fra "Det brune punktum": Køber hus på Falster
Store mængder stoffer: Politiet slår til i kæmpe narkosag på Lolland
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Milliardær køber for millioner på Fejø: Her er årsagen
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet