Indland

Spejdernes model af Pilen er syv meter lang og næsten tre meter høj. Foto: Jacob Larsen

Pilen fra Femern-byggeriet bliver vartegn for lokale spejdere

En stor trækopi af udsigtspunktet Pilen skal stå klar, når lokale borgmestre besøger lejren.

Offentliggjort

Når spejderne fra Lolland-Falster lørdag indtager den store landslejr i Hedeland, så går de også i gang med at skabe et meget opsigtsvækkende vartegn fra Sydhavsøerne.

- Der er tradition for, at man fælles i lejrene gør noget for at brande den egn, man kommer fra. I år bliver det for vores vedkommende en minikopi af udsigtspunktet Pilen ved Femern-byggeriet nær Rødbyhavn. Ideen opstod på et møde sidste efterår, og siden har der været masser af planlægning, beretter gruppeleder Nina Maarup Thye fra Maribo Spejderne.

Vartegnet bygges som en kopi af Pilen og bliver en trækonstruktion, der er syv meter lang og næsten tre meter høj.

En del af spejderne har allerede forberedt sig på projektet ved et besøg på den rigtige Pilen, hvor der ventede en stribe opgaver samt en grundig indsigt i byggeriet af tunnelen.

Pilen optræder også som symbol på spejdernes mærker og t-shirts.

Modellen af Pilen ventes at stå klar i Spejdernes Lejr, når borgmester Simon Hansen, Guldborgsund Kommune, og borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen, Lolland Kommune, besøger landslejren tirsdag 21. juli.