Socialdemokratisk ørkenvandring

Lederen herunder er skrevet af Folketidendes chefredaktør og administrerende direktør Ole Sloth. Arkivfoto: Ingrid Riis
Offentliggjort Sidst opdateret

På en lettere overskyet fredag gør Socialdemokratiets forperson (som også er rigets statsminister) Sakskøbing den ære at ”vandre” langs byens smukke fjord. Her skal Mette Frederiksen tale om alt fra hverdagsbekymringer til de store spørgsmål om Danmarks fremtid, har partiets presseafdeling kundgjort forud for turen, som også er kommet 18 andre kommuner til del.

Vi har selvsagt at gøre med Socialdemokratiets valgmaskine, der kværner forud for kommunalvalget, som ligger mindre end tre måneder ude i fremtiden.

Ansvaret for de faktiske forhold i jernindustrien kan derfor ikke parkeres andre steder: Det er Socialdemokratiet, der har haft magten - og dermed også er hovedansvarlig for, hvor vi står i dag.

Men tal om det her:

Når man gør regnskabet på Lolland-Falster op over de seneste godt fem årtier, har over 60 procent af al borgmestertid tilhørt ét parti: Socialdemokratiet. Fra kommunalreformen i 1970 hen over strukturreformen i midtnullerne.

Og tæller man de lokale lister med, født ud af frafaldne og fornærmede eks-socialdemokrater nærmer vi os 70 procent.

Det er politisk dominans på et niveau, der kun overgås af storbyerne - København, Aarhus osv.

Den røde hængekøje

Ansvaret for de faktiske forhold i jernindustrien kan derfor ikke parkeres andre steder: Det er Socialdemokratiet, der har haft magten - og dermed også er hovedansvarlig for, hvor vi står i dag. Og det er ikke godt.

For hvor står vi egentlig? Vi står med to kommuner, der er blandt landets fattigste. Vi står med fraflytning, svigtende skoler, en social skævvridning, der har bidt sig fast i generationer og et erhvervsliv, som bag kulisserne skriger på bedre forhold.

Der skal meget til at slå en falstring eller lollik ud af kurs, men en snigende selvforståelse præget af lav selvtillid og resignation næres af den politiske udsigtsløshed.

80’ernes København var en ruin, tæt på at gå bankerot. Så tog fanden ved en vis Jens Kramer Mikkelsen, og ting og sager skete.

I flagskibet Nykøbing var 1990’erne præget af konstant nedgang, hvor man aldrig evnede at tage bestik af de massive strukturelle forandringer, båret af afindustrialiseringen i de foregående årtier. Fejl på fejl.

Og vores anden stolthed, Nakskov, kan holde nykøbingenserne i hånden. Fejl på fejl.

Vi står stadig i armodens efterskælv - for det er svært at skabe fremdrift, når man i årevis lod stå til

Hvor skal vi hen?

Vores lokale sossers svar har årti efter årti været det samme: Det er statens, udligningens, globaliseringen og tilfældighedernes skyld.

Og blottet for visioner.

I Nykøbing har vi en uforløst helhedsplan for havnen - men dog en plan. Hvornår får vi en helhedsplan for Lolland-Falster?

Når man har haft magten så længe og peger fingre ad andre, peger flere som bekendt mod en selv.

Vi mangler at høre, hvad I vil hernede. Vi mangler at høre, hvorfor og hvordan vi står bedre om fire år. Tror I overhovedet selv på det?

Vi er fulde af mennesker, der vil hinanden. Vi har foreningerne, frivilligheden og det sociale sammenhold, som ingen kan ødelægge. Et buldrende erhvervsliv - og modet til at stå op imod det svære.

Vi er ikke dømt til at være et socialdemokratisk klient-hood. Vi er Sydhavsøerne. Og vi fortjener bedre.