Guldborgsund

Betina Egede Jensen har siden 2022 været generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening. (Pressebillede).

Den 18. maj fylder Betina Egede 50 år

Dannelse og foreningslivet har spillet en stor rolle for Betina Egede Jensen siden hendes opvækst på Falster. Den 18. maj fylder højskolernes overhoved 50 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mennesker, hjælp og dannelse har været altoverskyggende for generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening Betina Egede Jensen.

Siden 2022 har hun siddet for bordenden og truffet beslutninger, der er definerende for elevernes ophold på landets højskoler.

Den 18. maj fylder Betina Egede Jensen 50 år.

Betina Egede Jensen har også selv været på højskole - en tid, som hun betragter som central for det at være drevet af værdier.

- Bevidstheden kom, da jeg var på højskole, fordi det blev sat i perspektiv, det blev fodret, og det blev spejlet, siger Betina Egede Jensen.

Betina Egede Jensen er vokset op i Nykøbing Falster, hvor hun brugte utallige timer i det lokale foreningsliv, indtil hun som elev tog på Skælskør Folkehøjskole.

Efterfølgende studerede Betina Egede Jensen, og i 2004 fik hun en kandidat i geografi og socialvidenskab fra Roskilde Universitet.

Karrieren har blandt andet budt på stillinger som regionschef for Europa i Røde Kors, som chef for national indsats i Hjerteforeningen og nu som generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening.

Alle stillinger - ifølge Betina Egede Jensen - med afsæt i det samme:

- Det betyder rigtig meget, at det er værdidrevet. Det at gå ind i noget, hvor jeg kan se, at det betyder noget for andre mennesker. Det er enormt motiverende, fortæller hun.

Ifølge Betina Egede Jensen arbejder Folkehøjskolernes Forening målrettet på at assistere landets højskoler.

- Højskolerne har en en stærk stemme. Vi arbejder meget på at bidrage, men også på at forbinde dem til den store samfundsmæssige dagsorden, fortæller Betina Egede Jensen.

Især tre dagsordener optager hende meget.

- Det er både i forhold til den grønne omstilling, det er i forhold til den demokratiske dannelse, og det er i forhold til at arbejde med mangfoldigheden, siger hun.

Privat er Betina Egede Jensen bosat på Amager med sin mand og deres to børn.

Fejringen af den runde fødselsdag kommer til at foregå med familie og arbejdsrelationer.

Og selv tror hovedpersonen, at den skarpe milepæl kommer til at "garantere en masse tanker".

/ritzau/