Det er tid til en seriøs opprioritering af forsvaret

For os i Danmark, som ikke erindrer hverken aktiv eller kold krig, er det vanskeligt at forestille sig de rædsler, som ukrainerne i disse dage gennemgår. Alligevel møder det ukrainske folk den russiske overmagt med et ukueligt mod og en indædt tro på retten til selvstændighed. Det er imponerende at være vidne til, og ukrainerne fortjener al den vestlige støtte, vi kan give af såvel militær som økonomisk art.

Samtidig må vi erkende, at tiden, hvor vi fortsat kan nedskalere forsvaret i troen på fred og diplomati, er ovre. Tyskland har allerede bekendtgjort et radikalt kursskifte, hvor militær tilbageholdenhed er erstattet af et løfte om både våben til Ukraine og en forøgelse af eget forsvarsbudget på 100 mia. euro.

Tysklands kursskifte bør være en øjenåbner for os i Danmark. Nu kan vi ikke længere forsvare at udskyde opprioriteringen af det danske forsvar; vi må og skal sikre, at vi kan bære vores del af ansvaret for en effektiv og slagkraftig NATO-alliance.

De økonomiske sanktioner fra såvel EU’s som USA’s side er effektive tiltag, og vil forhåbentlig snarest svække det russiske folks støtte til Putin. For sanktionerne vil – navnlig med den omfattende udelukkelse fra det internationale transaktionssystem SWIFT – få mærkbare konsekvenser for almindelige russeres økonomi og dagligdag.

Vi kan dog ikke forlade os på økonomiske sanktioner alene. Vi må erkende, at det militære forsvar stadig spiller en væsentlig rolle i international sikkerhedspolitik, og at det derfor er en bunden opgave for Danmark at opprioritere det danske forsvar. Nødvendigheden af oprustning er et begrædeligt, men uomgængeligt faktum set i lyset af Ruslands tiltagende aggressioner mod vesten og vores alliancer af frie, liberale demokratier.

I det øjeblik vi er på den anden side af den akutte krisesituation, bør regeringen derfor indkalde til forhandlinger om det nye forsvarsforlig. Forliget bør navnlig føre til en forhøjelse af forsvarsbudgettet, så vi langt om længe imødekommer NATO’s anmodning om et bidrag svarende til to procent af Danmarks BNP. Denne markante forhøjelse bør anvendes til generel styrkelse af forsvaret, men også til strategisk omlæggelse. Det ændrede trusselsbillede fordrer nemlig, at hovedfokus ikke længere er på deltagelse i internationale missioner, men på forsvaret af Danmark og vores nærområder. Og selvsamme strategiske omlæggelse bør naturligvis understøttes af et opgør med forsvarsforbeholdet, som udelukkende er en hindring for Danmarks fuldgyldige deltagelse i forsvaret af Europa.

Derudover bør overvejes, om tiden ikke er moden til at udvide værnepligten til også at omfatte kvinder. I disse ligestillingstider er der ingen fornuftige argumenter for at fastholde, at værnepligten alene omfatter mænd, hvorfor vi snarest bør rette op på dette utidssvarende levn fra fortiden.

Endelig er energipolitik også blevet ensbetydende med sikkerhedspolitik. Vi må arbejde målrettet for snarest muligt at gøre os uafhængige af russisk gas, og regeringen bør overveje at kompensere private virksomheder for deres tab herved. Afhængigheden er nemlig et sikkerhedspolitisk problem, hvorfor opgøret – og konsekvenserne heraf - naturligt henhører under statens ansvar.

Tilbage er at håbe på snarlig genoprettelse af freden i Europa, så de mange ukrainske flygtninge trygt kan vende tilbage til et frit og demokratisk Ukraine. Indtil da skal vi yde såvel militær som humanitær støtte til ukrainerne. For Ruslands angreb er ikke blot et angreb på Ukraine, men på den vestlige verdensorden, hvor frie nationer bygges på folkeret, fundamentale rettigheder og demokrati. En verdensorden, som ikke er kommet af sig selv, men som er opbygget og forsvaret gennem generationer – og som fortsat må forsvares, når autoritære stater og despoter udfordrer dens styrke.

Ditte Rust, folketingskandidat og byrådsmedlem for Venstre i Guldborgsund