3F vælger esbjergenser som ny formand: - Vi er klar til kamp
3F vælger Henning Overgaard som ny formand på en ekstraordinær kongres i Odense Congress Center, fredag den 8. april 2022. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Henning Overgaard er valgt som ny formand for fagforbundet 3F som afløser for Per Christensen.
De 264.714 medlemmer af fagforbundet 3F har fået ny formand, og han hedder Henning Overgaard.
Den 50-årige uddannede lager- og transportmedarbejder fra Esbjerg tager over efter Per Christensen, der valgte at gå af i slutningen af januar, efter at B.T. havde afsløret, at han levede et dobbeltliv i årevis.
Henning Overgaard var eneste kandidat til posten, og derfor var det en smal sag at få valget overstået på den ekstraordinære kongres, der blev holdt fredag i Odense Kongrescenter med 730 delegerede.
I sin tale antydede Henning Overgaard også, hvor hans fokus som formand vil ligge.
Han udtrykte sin glæde over, at den såkaldte Arne-pension og muligheden for en tidligere tilbagetrækning for nedslidte er blevet vedtaget.
Men også en frygt for, at den kan blive taget af bordet igen, hvis der kommer et nyt politisk flertal.
- I dag har jeg en direkte besked til Jakob Ellemann og Søren Pape. Hvis I vil fjerne retten til tidlig pension, så skal I forbi mig og 3F først, og vi er klar til kamp, lød det fra talerstolen.
Henning Overgaard lovede også de delegerede, at han vil kæmpe for at sikre endnu bedre pensionsvilkår fremover i det omfang, at pensionsalderen måtte stige.
Og så vil han arbejde for at få flere medlemmer og få indgået flere overenskomster.
Henning Overgaard har selv fortalt, at han er søn af en havnearbejder og en fiskepige. Han blev ansat på Esbjerg Frysehus i 1989 som arbejdsmand.
Han blev valgt som tillidsrepræsentant i 1997 og har både været formand for 3F Esbjerg Transport og medlem af byrådet i Esbjerg.
Siden 2016 har han været forbundssekretær i 3F.
Tina Christensen, der har været konstitueret formand siden Per Christensens afgang, vender tilbage til posten som næstformand.
I september afholder 3F sin ordinære kongres, hvor Henning Overgaard kan genvælges for de kommende tre år.
/ritzau/
Seneste artikler
Matematikkaraktererne stiger på Sydfalster Skole: Her hjælper de store de små
Dystre karakterer på Lolland-Falster: Nu reagerer skolecheferne
I dag begynder sagen: 36-årig mor tiltalt for mishandling af sine børn
50 studerende skal undersøge lollandsk byliv
Fravær er "sindssygt alvorligt": Sådan vil skolerne løse problemet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol