Lolland

Det bør ikke kun være lyntog, der kører mellem Tyskland og Danmark, når den nye Femern-forbindelse står færdig. Man bør også kunne køre med regionaltog, som især pendlere kan få glæde af. Foto: Femern A/S

Femern-forbindelsen: Region og kommune presser på for lokaltog

Transportministeren skal undersøge muligheden for en regional togforbindelse mellem Nykøbing og Lübeck, mener Region Sjælland og Lolland Kommune. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Femern-forbindelsen åbner, vil Region Sjælland ikke nøjes med de internationale lyntog. 

På et møde 2. september besluttede Region Sjællands udvalg for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde at gå sammen med Lolland Kommune om en formel henvendelse til transportministeren.

Det skriver Femern Business. 

Formålet er at få staten til at undersøge mulighederne for en lokal eller regional togforbindelse gennem Femern Bælt. Visionen er en linje mellem Lübeck og Nykøbing Falster med stop på de mellemliggende stationer, herunder den nye station i Rødby.

Ifølge Region Sjælland og Lolland Kommune vil en sådan forbindelse kunne styrke både pendling, uddannelsesmuligheder, turisme og erhvervsliv på begge sider af grænsen. De ser især et potentiale i at skabe en tættere sammenhæng mellem de større byer i Nordtyskland og Sydsjælland/Falster.