Dele af en af landsdelens helt store bilforhandlere - Frimann Hansen Biler A/S i Nykøbing, er blevet solgt.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nielsen Car Group, som er den koncern, der har opkøbt Frimann Hansen-afdelinger i Nykøbing, Ringsted og Næstved, samt af en anden pressemeddelelse fra Frimann Hansen Automobiler.
Helt konkret er det de afdelinger, der forhandler Ford og Hyundai, som er blevet solgt. De øvrige dele af virksomheden er fortsat på Frimann Hansen-hænder. Det hele er dog betinget af en godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Frimann Hansen Automobiler stod til at miste forhandlingen af Ford og Hyundai ved årsskiftet til netop Nielsen Car Group i forbindelse med en ny forhandleraftale, der træder i kraft 1. januar 2026, og det er i det lys, at handlen skal ses.
- Vi mener, at det er den bedste løsning for vores Ford- og Hyundai-kunder, samt vores dedikerede medarbejdere at blive en del af det nye setup i regionen.
Annonce
- De bliver en del af en organisation, som deler vores værdier om ordentlighed og fokus på både kunder og medarbejdere, siger Kristian Hansen, administrerende direktør i Frimann Hansen Automobiler, i pressemeddelelsen.
Overtager både medarbejdere og lokaler
Som en del af aftalen overtager Nielsen Car Group både medarbejdere og forretningslokationer i Ringsted, Næstved og Nykøbing (Energivej 1 og 3). I Nykøbing indgår både bygninger og medarbejdere i overdragelsen.
Frimann Hansen Automobiler fortsætter sine øvrige aktiviteter med Citroën, Opel, Fiat, Hongqi og Navor på Lolland-Falster og vil fremover samle dem på Herningvej 25 i Nykøbing og i Sakskøbing, fremgår det af pressemeddelesen fra Frimann Hansen.
Rent fysisk i Nykøbing vil der ske det, at afdelingen med Citroën og Opel bytter plads med afdelingen, hvor Ford ligger, forklarer Kristian Hansen til Folketidende.
Han tilføjer, at opkøbet ikke indbringer Frimann Hansen noget stort beløb.
- Men det vigtigste for os er at sikre, at vores medarbejdere har et job, og at kunderne stadig har de pågældende mærker som valgmulighed.
- Skal I så have andre mærker ind i stedet?
- Ikke som det ser ud lige nu, siger Kristian Hansen.
- Vi er rigtig glade
Annonce
Hos Nielsen Car Group er man glade for handlen.
- Vi er rigtig glade for, at aftalerne nu er faldet på plads. Både Ringsted, Næstved og Nykøbing er byer, vi ønsker at etablere os i, og når man har veldrevne forretninger i alle byerne, så giver det mening for os at købe dem og videreføre.
- På den måde kan de mange gode medarbejdere finde ro i, at hverdagen fortsætter som hidtil, og vi kan nyde godt af deres erfaring, siger ejer og bestyrelsesformand i Nielsen Car Group, Bjarne Nielsen i pressemeddelelsen.
Hele handlen er som tidligere nævnt betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse. Parterne forventer, at den falder på plads i sensommeren. Indtil da drives forretningerne videre af Frimann Hansen Automobiler som hidtil.
Seneste artikler
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Annonce: Snedkerkøkken pris og vejen til et realistisk køkkenbudget
Annonce: Et lavt månedligt beløb gør ikke nødvendigvis lånet billigt
Borgmester efter fabrikslukning: - Lige i dag er vi i knæ
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole