Lokal skuespiller i Hollywood lever i angst for afvisninger: Man skal være hård

Karo Kozak bor i Hollywood, hvor presset for at overleve i branchen altid er stort. Det sociale medie Instagram er ikke længere kun et frirum men også et sted, hvor hun altid er nervøs for, hvad andre kommenterer. Foto: Privat

Presset er stort, hvis man vil være skuespiller i Hollywood, og en profil på et uskyldigt socialt medie som Instagram er nu ikke kun Karo Kozaks egen.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Der var engang, hvor Karo Kozak elskede Instagram. Det var et privat sted, hvor hun kunne interagere med sine nærmeste venner og lægge indhold ud, som hun vidste, at de ville kunne lide. Det var hyggeligt. Som en dagbog i billeder.

I dag er flere agenter og managere inde over hendes sociale medier. Der er mere filter på, og hun er mere nervøs for, hvordan hun ser ud.

- Især som pige kan jeg føle mig dømt enormt meget. For folk kigger med, og man ved, at de dømmer mig. Jeg tænker ofte over, hvad de tænker om mig, siger Karo Kozak.

Og det er også Hollywood. Jo mere seriøst, det bliver, jo mere presset er livet. Angsten for afvisninger er hverdag, og de kan både handle om, at man er for lille, for bred eller for mørkhåret. Det er umuligt at vinde.

- Man skal virkelig være hård, men jeg har en tro på, at mine roller nok skal komme, forklarer hun.

Fire sider udenad

Karo Kozak styrer sit eget skema og har sørget for at få en hverdag med rutiner. Hun står op, træner, øver skuespil og sang, har måske et par scener, hun skal skyde til en castingproces. Det varierer, hvor mange hun har på en uge. Nogle uger er der to, andre er der 15.

Der er så mange afvisninger i den her branche.

Karo Kozak, skuespiller

Og det er her, at træningen spiller ind, for man skal lære fire siders replikker udenad. Og lave hår og makeup til det hele.

Inden coronapandemien var de fleste castings fysiske, men i de senere år er man begyndt at bede om videoer, der kan optages hjemmefra. Ni ud af 10 af de castings, Karo Kozak deltager i, er enten som video eller via Zoom.

- Før man spiller med i en Oscar-nomineret film, vil man ofte høre folk spørge, hvornår man får et rigtigt job. Jeg føler mig sjældent god nok, selvom jeg har lavet rigtig meget på kort tid. For der er så mange afvisninger i den her branche.

Når de siger "action"

Det er på tidspunkter som disse, at hun minder sig selv om det adrenalinsus, der går igennem hende, når holdet siger "action!"

- Der er ikke noget, der nogensinde har bragt mig større glæde. Og det har jeg virkelig mange samtaler med mig selv om, når det hele bliver svært.

Der er ikke noget, der nogensinde har bragt mig større glæde.

Karo Kozak, skuespiller

Med tiden har hun fået sig en god gruppe venner, der står i samme situation som hende. Men det er rigtigt, hvad der bliver sagt om en by som Los Angeles; det er også et sted, hvor man kan møde mange overfladiske venskaber.

- Man skal lære at filtrere de gode fra de dårlige, og uden mine nuværende venner havde jeg ikke kunne gøre det. Især er mine roommates en stor hjælp, når jeg filmer castings.