Skoler jagter arbejdskraft: - Et kapløb er i gang

René Rygaard Jensen er formand for Lolland-Falsters Lærerforening og spændt, men ikke bekymret for den rekruttering, som flere skoler lige nu er i gang med.  Arkivfoto: Rikke Folm Berg

Guldborgsund Kommune investerer historisk meget i folkeskolen - men kan man finde nok lærere? Formand for lærerforening er fortrøstningsfuld.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Der er et kapløb i gang. Flere skoler har allerede afholdt ansættelsessamtaler.

Sådan siger formand for Lolland-Falsters Lærerforening, René Rygaard, om det, han lige nu er vidne til: At kommunens folkeskoler har fået flere penge og især vil bruge dem på flere hænder. Både lærere og pædagoger. 47 stillinger er lige nu ledige, oplyser Guldborgsund Kommune,

Men er det overhovedet muligt at finde de ekstra kræfter lokalt?

- Det er et begrænset marked, men vi hører fra tillidsmændene, at der, som det ser ud lige nu, er pænt med ansøgere, siger René Rygaard.

En god blanding

Billedet bekræftes af Carsten Løje, skoleleder på Sundskolen i Nykøbing, en større arbejdsplads med 100 ansatte.

- Vi har lige haft en runde samtaler her til formiddag, og til det job var der en god blanding af ansøgere - både nyuddannede og mere erfarne, også langvejs fra. Fælles for dem var, at de gerne ville være med til at skabe noget nyt på baggrund af den skole, vi allerede er. Vi kan mærke, at byggeriet af den nye skole er med til at skabe en god fortælling om os, siger Carsten Løje.

Håber det fortsætter

René Rygaard er da heller ikke bekymret for, om man kan lokke flere lærere til området.

- Der kommer omkring 50 nyuddannede fra seminariet i Vordingborg nu her, og skolerne har været ude i god tid. Ingen af de omkringliggende kommuner - Faxe, Stevns eller Vordingborg - sender et signal om at investere i folkeskolen på samme måde som Guldborgsund, siger han.

Ingen af de omkringliggende kommuner - Faxe, Stevns eller Vordingborg - sender et signal om at investere i folkeskolen på samme måde som Guldborgsund

René Rygaard, formand for Lolland-Falsters Lærerforening

De 20 millioner kroner bliver tilført hvert år, men kun frem til 2029. Er det en udfordring i forhold til rekruttering?

- Det tror jeg ikke. Der er i forvejen en del udskiftning og naturlig afgang. Men med faldende børnetal udsteder man næppe jobgarantier. Det bliver også spændende at se, hvad man vælger at gøre i forbindelse med kommunalvalget. Vi håber selvfølgelig, man fortsætter de gode takter og anerkender værdien i, at flere hænder kan hjælpe børnene på rette vej. Guldborgsund Kommune har i mange år tilført området penge med én hånd og taget med den anden, så det her er virkelig positivt, understreger formanden.

Tab af lærere skal vendes

Han peger på, at folkeskolen har mistet mange lærere til efterskoler og privatskoler efter folkeskolereformen i 2014. Nu er der et ønske om en ny retning - både nationalt og lokalt:

- Man sender et signal om, at man vil bruge pengene på blandt andet flere lærere, og det er et stærkt kort i forhold til at løfte det samfundsmæssige ansvar, folkeskolen har, siger René Rygaard.

Selvom optimismen spirer, erkender formanden, at det kan blive vanskeligt at finde lærere til enkelte fag.

- Det bliver mest vanskeligt i tysk, musik og fysik. Det er simpelthen et landsdækkende problem, lyder det.