- Tankerne om en Michelin-restaurant kan give mig gåsehud

Aalholm Slot har huset adelige personer siden middelalderen. Blandt andre har den danske Kong Christopher II siddet fængslet på slottet i sine sidste dage. Han var manden, der i øvrigt også stillede Lolland og Falster i pant for et gigantisk lån, indtil Kong Valdemar Atterdag tilbageerobrede Sydhavsøerne. Arkivfoto: Anders Knudsen

Flere store projekter blev torsdag aften sendt i høring af byrådet i Guldborgsund. Blandt andet transformeringen af Nysteds middelalderborg til et kultur- og konferencecenter og det, der kan blive en transformering af havnen i Stubbekøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Udviklingen af Stubbekøbing Havn har været omtalt igennem flere år, og nu ligger der en konkret plan, som borgerne skal tage stilling til.

Torsdag aften godkendte byrådet forslaget til lokalplanen (med nummeret 239), og samtidig blev den sendt i otte ugers offentlig høring. 10. juni er borgerne inviteret til et borgermøde.

- Her bliver der tid og mulighed for dialog, men man skal også huske at skrive et høringssvar, hvis man vil have sin holdning gældende. For det er kun høringssvarene, der inkluderes i hvidbogen, og det er den, der indgår i den politiske beslutningsproces, understregede formand for teknik, klima og miljøudvalget Jesper Blomberg (M)

Planen gør det muligt at bruge det tidligere industrikvarter til kulturelle og offentlige formål, imens det ikke tillades at etablere boliger.

- Det er vi meget tilfredse med, for havnen skal være for alle, bemærkede Katrine Burmann (S).

Museum vil ind på bibliotek

Siloerne er opkøbt af den erhvervsdrivende fond 48halvtreds og skal altså ikke rives ned. Det er en detalje, hvor formand for udviklingsudvalget, John Brædder, erkender at have ombestemt sig. Tidligere ønskede han helst at se det blive fjernet.

- Men når nu de opleves som et vartegn, og hvor en verdenskendt kunstner i øvrigt vil udstille i dem, giver det mening at bevare dem, sagde han.

Samtidig glæder han sig over, at der stadig er mulighed for at bevare eller anlægge en vis form for erhverv på havnen.

Jeg er sikker på, at mange kommuner er møgærgerlige over, at Aalholm ikke ligger i deres kommune.

Jesper Blomberg (M), formand, teknik, klima og miljøudvalget

For erhverv og kultur skal leve side om side, og derfor glæder det formanden for landdistrikter, kultur og fritidsudvalget, Ole K. Larsen, at Motorcykelmuseet nu er interesseret i at undersøge muligheden for at overtage bibliotekets gamle lokaler. Noget, som formanden føler sig overbevist om, kan løfte klubbens besøgstal.

Samtidig taler det ind i lokalplanens ønske om at minimere nybyggeri for i stedet at udnytte de eksisterende bygninger.

Eneste minus er, mener SF's Annemette S. Johnsen, at biblioteket måtte rykke ud.

- Vi kunne godt have fundet plads til begge kulturinstitutioner og ladet dem leve højt på hinandens synergieffekt.

Svære betingelser

Men havnen i Stubbekøbing er ikke det eneste udviklingsprojekt, der nu skal vurderes af borgerne.

Det skal planerne for Aalholm Slot også. Slottet, der i tæt på 1.000 år har ligget på volden ud mod fjorden, og som lige så langsomt faldt mere og mere fra hinanden.

Lige indtil at det blev opkøbt af Just Eat-milliardæren Alexandar Korsgaard Bruun, som nu bruger de penge, der skal til, for at få stedet renoveret og restaureret.

- Jeg er sikker på, at mange kommuner er møgærgerlige over, at Aalholm ikke ligger i deres kommune og dermed kan blive deres projekt. Men jeg er stolt af, at vi kan rejse Nysted og Aalholm Slot igen ved at bakke op om den her lokalplan, bemærkede formand Jesper Blomberg (M) i byrådssalen.

Det er en lokalplan, som ikke nødvendigvis har været nem at lave for sagsbehandlerne. Aalholm Slot er nemlig ikke kun en fredet middelalderborg.

Rygter om Michelin-restaurant

Den ligger også i en kystbeskyttelseszone omkranset af områder med naturbeskyttelse og oven i købet også et Natura 2000-område. Der er også beskyttelse af kirkelinjer, påpegede Guldborgsundlistens John Brædder.

- Jeg beundrer dem virkelig for, at de overhovedet er kommet frem med en lokalplan for det her område. Og vi har fået en ejer af Aalholm, der er villig til at give, hvad der skal til. Ingen bygninger skal rives ned. De skal nænsomt restaureres. Det samme skal slottet. Det her må være en af de største investeringer i et gods i hele Danmark. Og det ligger i Guldborgsund, forklarede han og tilføjede, at rygterne om at placere en Michelin-restaurant på stedet kan give ham gåsehud.