Færre studerende i tysk og fransk kan true eksporten
Færre uddanner sig i fremmedsprog. Det skyldes især, at mange unge er vokset op med, at bare de taler engelsk, så er det tilstrækkeligt, siger dekan på Aarhus Universitet Maja Horst. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Optaget på tysk og fransk på universiteter falder med 30 procent. Det bekymrer fagforening og erhvervsliv.
Interessen for at lære et fremmedsprog daler.
I gymnasiet vælger færre sprogfag på højt niveau, og på universiteterne falder antallet af studerende på tysk, fransk og kinesisk.
Det sker, samtidig med at eksporten til lande som netop Tyskland, Frankrig og Kina stiger med behov for arbejdskraft, der taler sproget og forstår kulturen.
Den udvikling giver panderynker på universiteterne, i erhvervslivet og blandt fagforeninger.
Blandt andet hos Dansk Magisterforening (DM).
- Danmark er en lille økonomi, der er afhængig af handel med omverdenen. Hvis vi halter efter på sprog og kulturforståelse, mister danske virksomheder konkurrenceevne, siger Cathrine Holm-Nielsen, forperson for DM Kommunikation.
En opgørelse fra fagforeningen viser, at antallet af studerende på tysk og fransk på universiteterne er faldet med 29 procent fra 2020 til 2023.
Og på kinesisk er det samlede optag på Københavns og Aarhus Universiteter faldet fra 68 studerende i 2021 til 29 i 2024.
Der er flere forklaringer på udviklingen, siger dekan på Aarhus Universitet Maja Horst.
Især spiller det ind, at der i en årrække har været en tendens til at tro, at bare man kunne engelsk, så behøvede man ikke lære andre sprog, siger hun.
- Det har betydet, at færre på ungdomsuddannelserne vælger sprog på højt niveau. Dermed er fødekæden til universitetsuddannelserne blevet mindre.
Danske virksomheder efterspørger først og fremmest medarbejdere, der kan tale engelsk. Men også mange peger på tysk og fransk, siger Mikkel Haarder, chef for forskning og videregående uddannelse i Dansk Industri (DI).
Det behov bliver ikke mindre fremover, selv om USA fortsat er den største handelspartner.
- Jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at vores europæiske marked er rigtig vigtigt, siger Mikkel Haarder.
Både han og Maja Horst understreger, at det er vigtigt, at flere får uddannelser, der kombinerer sprog med andre fag, for eksempel tekniske eller økonomiske.
Hvis målene skal indfris, skal universiteterne tilføres flere penge til at opgradere sprogfagene.
Det er Magisterforeningen enig i:
- Det koster noget at lave gode sproguddannelser, som folk har lyst til at søge ind på og være en del af. Derfor bør man fra politisk side styrke økonomien på universiteternes sproguddannelse, siger forperson Catrine Holm-Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter 100 år: Landsdelens største juleoptog i ny paragrafkamp
Har du købt det? Smid det ud
Se dig for: Black November er fyldt med vildledning
Kendt fra "Det brune punktum": Køber hus på Falster
Store mængder stoffer: Politiet slår til i kæmpe narkosag på Lolland
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Milliardær køber for millioner på Fejø: Her er årsagen
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet