Forbud mod stenbiderfangst skærpes: Fisken totalfredes
Næste år vil der ikke komme danske stenbidere på auktion som her på billedet i Hirtshals. Der indføres både en nul-kvote og et såkaldt omsætningsforbud, som forhindrer, at stenbidere overhovedet må sælges i Danmark. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Fiskere må i 2025 ikke sælge stenbidere, der er landet som bifangst. Dyrenes Beskyttelse bifalder forbuddet.
Forbuddet mod fiskeri af stenbidere næste år ser ud til at blive mere vidtgående end hidtil antaget.
I en mail, som Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har sendt til en række fiskeri- og naturfredningsorganisationer, fremgår det, at stenbideren totalfredes i 2025.
Ud over at indføre en nulkvote for stenbiderfiskeri, bliver der også tale om et såkaldt omsætningsforbud.
Det betyder, at det ikke bare bliver forbudt for erhvervsfiskere at fiske målrettet efter stenbideren.
Stenbidere må heller ikke landes og sælges som bifangst i forbindelse med andet fiskeri. Fiskene skal i stedet genudsættes.
Samtidig bliver det forbudt for fritids- og lystfiskere at fange stenbider.
Det første gang, at en fisk totalfredes i Danmark, når man set bort fra de tre arter - snæblen, støren og stavsilden - der er fredet via EU's habitatsdirektiv.
Hos Dyrenes Beskyttelse er havbiolog Nicolaj Lindeborgh meget tilfreds med, at der indføres totalfredning.
- Et omsætningsforbud fjerner ethvert incitament til at fiske efter stenbider.
- Dertil kommer, at bifangsterne kan være betragtelige. Det kan dreje sig om flere ton stenbider. De skal nu genudsættes og får chancen for at gyde og leve videre i havet, siger han.
Selv om klimaforandringer og iltsvind har ændret levevilkårene for stenbideren i danske farvande, er Nicolaj Lindeborgh ikke i tvivl om, at totalforbuddet vil få betydning.
- Vi kan ikke vide præcist, hvad den højere havtemperatur eller forurening betyder for stenbiderbestanden.
- Men fiskeriet kan vi gøre noget ved. Derfor vil forbuddet under alle omstændigheder gavne stenbideren, siger han.
Bifangster har ifølge DTU Aqua de senere år udgjort mindst 17 procent af de stenbidere, der blev fanget herhjemme.
Da fiskeriminister Jacob Jensen (V) tidligere i december bebudede en nulkvote for stenbidere i 2025, var det endnu uklart, om der også ville blive indført et omsætningsforbud.
Det ligger fortsat heller ikke fast, hvordan de fiskere, hvis indtægtsgrundlag bliver berørt af nulkvoten og omsætningsforbuddet, i givet fald bliver kompenseret.
På grund af den pressede bestand og de forholdsvis lave fangster af danske stenbidere har fiskehandlerne i højere grad måttet sælge stenbidere og stenbiderrogn fra Norge og Island de senere år.
/ritzau/
Seneste artikler
Matematikkaraktererne stiger på Sydfalster Skole: Her hjælper de store de små
Dystre karakterer på Lolland-Falster: Nu reagerer skolecheferne
I dag begynder sagen: 36-årig mor tiltalt for mishandling af sine børn
50 studerende skal undersøge lollandsk byliv
Fravær er "sindssygt alvorligt": Sådan vil skolerne løse problemet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol