Efter 112 år: Lokalt slagteri konkurs

Slagtehuset holdt i 110 år til på havnen i Nykøbing, inden det flyttede til Holeby. Arkivfoto: Casper Schneidereit

Det 112 år gamle slagteri er taget under konkursbehandling. Det sker efter store underskud de seneste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Slagtehuset Nykøbing F. ApS med base lidt uden for Holeby må dreje nøglen om.

Det fremgår af Statstidende, at slagteriet er taget under konkursbehandling ved Retten i Nykøbing den 17. september.

Slagteriet, der blev grundlagt i Nykøbing helt tilbage i 1912, måtte i 2022 rykke fra de gamle bygninger på havnen i Nykøbing til placeringen ved Holeby.

- Det ser jeg faktisk frem til. Vi har brug for en trafikalt bedre beliggenhed, og bygningerne her er bestemt heller ikke i god stand, sagde administrerende direktør Ulf Krämer dengang til Folketidende kort inden flytningen.

Store underskud

Det er gået ned ad bakke for slagteriet efter flytningen til Lolland.

Efter at have haft overskud tre år i træk fra 2019 til og med 2021 havde virksomheden store underskud i de efterfølgende to år.

Underskuddet lød på 1,7 millioner kroner i 2022, mens det lå på 1,9 millioner kroner i 2023.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Slagteriet flyttede i 2022 til disse bygninger i industriområdet nord for Holeby. Foto: Google Street View

I seneste årsberetning fremgår det, at der i fjor var problemer med produktionen og mangel på slagtesvin.

"Der var i begyndelsen af år 2023 problemer med produktionen i det nye slagteri og hen over forår og sommer var der problemer med leverancen af grise til slagteriet og dermed for lille produktion til at give en rentabel drift på slagteriet, hvilket er forklaringen på det manglende driftsresultat," står der i årsrapporten.

Forventede overskud

Fremtiden tydede ellers på at se lys ud for slagteriet.

Det fremgår af årsberetningen, som blev fremlagt og godkendt 3. juli i år, at der var forventninger om at vende underskud til overskud.

"Der er for år 2024 udarbejdet realistiske budgetter der viser overskud på driften samt positiv likviditet. Det er således ledelsens forventning, at der er etableret tilstrækkelig produktion i slagteriet, så der kan genereres overskud på den løbende drift og dermed reetablere egenkapitalen via den løbende drift," fremgår det af årsrapporten.

Ifølge CVR-registret havde slagteriet 10 ansatte i juli.

Folketidende har været i kontakt med Ulf Krämer. Han fortæller, at han har ingen kommentar til konkursen.