Har du fået en bøde fra Dølle? Du kan stadig nå at få den ændret

Dølle ligger nu en uge tilbage, og p-bøderne er begyndt at tikke ind til en lille del af de cirka 20.000 registrerede biler, der holdt på parkeringspladsen. Foto: Jakob Poulsen

Et par hundrede gæster har modtaget en parkeringsafgift på Dølle, selvom de forsøgte at betale for parkeringen. Og der er hjælp at hente, forklarer formanden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere af Dølles gæster modtager i disse dage et ekstra lille minde fra sidste weekends festligheder i deres e-boks i form af en betalingsafgift.

Det undrer flere gæster, som i lokale Facebook-grupper beskriver, at de rent faktisk har forsøgt at betale. Men måske også har begået en lille brugerfejl i det nye betalingssystem.

På Facebook skriver en af gæsterne:

- Var dernede både fredag/lørdag og troede jeg gjorde det rigtigt begge dage. Men åbenbart ikke. Og det er ikke muligt at klage over parkeringsbøden gennem EasyPark. Dette er prøvet. Kan se i app jeg har registreret parkering begge dage men fredag har jeg ikke fået gjort det korrekt så den har kun registreret 1min og så har de ikke trukket de 60kr.

Formand Per Hansen er opmærksom på gæsternes oplevelse og forsøger at hjælpe. Han hører, at flere har forsøgt at ringe til virksomheden Easy Park, der har parkeringsapp'en. Men det er ikke dem, der udsteder bøderne. Det er derimod virksomheden Smart Park.

- Vi har valgt netop dem, fordi de skiller sig ud fra de gængse selskaber og faktisk er til at komme i kontakt med. Derudover har de en form for situationsfornemmelse. De er meget hjælpsomme og løsningsorienterede. De ønsker ikke urimelige bøder. En stor del af de gæster, der har modtaget en afgift, fordi de måske har lavet en lille brugerfejl, har fået afgiften ned på de 60 kroner, som det kostede at parkere. Det samme gælder de andre gæster, der også har forsøgt at betale.

Gode og adlydende gæster

Virksomheden har nemlig gode muligheder for igennem en log at se, om man har forsøgt at betale for sin parkering.

- Men det er enormt vigtigt, at de får fat i virksomheden nu, da muligheden for tilbagebetaling stopper 10 dage efter udstedelsesdatoen, understreger Per Hansen.

Han tilføjer, at der er tale om få hundrede gæster (cirka 1-2 procent) af de op imod 20.000 registrerede biler, som har modtaget en bøde.

- Det er et forsvindende lille antal, og det er også et forventeligt antal. Men faktisk er det en del lavere, end det antal bøder man ser på andre parkeringspladser, så vi har nogle rigtig gode og adlydende gæster, der faktisk gerne ville betale for parkeringen, siger formanden.

Hvis du har modtaget en afgift, du mener er forkert, eller at der er sket en fejl under betalingen, skal du kontakte SmartParking, som også er afsender af bøden.

Du kan gøre det via link fra bøden eller på telefon 70604028.