BØRNENE VENTER SPÆNDT PÅ DRONNINGEN

Trylle Lui Clemmensen (til venstre), Louie Boberg, Nadia Zawadzka, Wiktoria Gebura og Alfred Hermansen glæder sig til dronningens besøg på deres skole. Foto: Jan Knudsen

Der bliver god mulighed for at se dronningen, når hun går hen over skolegården.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEJØ: Hallo, deres majestæt.

Sådan har Louie Boberg tænkt sig at sige, når dronningen besøger Fejø Børne- og kulturhus. Louie Boberg er elev på skolen og han er ikke bange af sig. Han og resten af børnene er spændt på regentbesøget og glæder sig til at synge for hende.

Skulderklap

Regentens besøg opfatter Niels Sloth Larsen, formand for kulturhuset, som et skulderklap.

- Vi ser frem til en stor oplevelse og som et skulderklap for mange års arbejde, siger han.

Niels Sloth Larsen håber, at mange vil stå i skolegården og se dronningen gå ind på skolen. Han forventer op mod 200 gæster og lokker med kransekage og kaffe.

- Vi skal give dronningen et indtryk af, hvad huset kan, siger han.

Vi skal give dronningen et indtryk af, hvad huset kan.

Niels Sloth Larsen

Og huset kan meget. Ud over at være en skole, er der aktiviteter fra morgen til aften.

Det livlige foreningsliv tæller alt fra yoga og pensionistforening til banko og Fejø Arkiv & Ømuseum.

Den arkæologi-interesserede dronning får blandt andet mulighed for at se kopier af Fejø-bægrene, som blev fundet i 1872.

Fint besøg

Niels Sloth Larsen skal vise dronningen rundt i kulturhuset og har fået godt styr på omgangsformerne, når der er fint besøg.

- Et lille buk kan jeg nok godt klare, siger han.

I dagens anledning skifter Niels Sloth Larsen arbejdstøjet ud med jakkesæt og slips.

- Det har jeg kun på ved festlige lejligheder og det her er bestemt en festlig lejlighed, siger han.