- Det er en katastrofe at have sådan en øjebæ liggende

Sådan så springvandet ved Gåsepigen ud i 2022 - og hun er stadig tørlagt to år senere. Arkivfoto: Jan Knudsen

En indsamling er ved at blive igangsat, som skal få Gåsepigen i Nakskov tilbage til fordums tider. Første bidrag er allerede i hus.

Offentliggjort Sidst opdateret

I flere år har borgerne i Nakskov undret sig over, at springvandet Gåsepigen på Gåsetorvet er i forfald. Flere ønsker, at vandet igen risler ved det gamle springvand.

Derfor arbejdes der på at starte en indsamling for at få renoveret springvandet. En indsamling, tidligere byrådsmedlem i Nakskov Per Kamper Hansen vil stå for.

En øjebæ

Henrik Friis fra nedrivningsfirmaet Dem fra Nordlunde har allerede erklæret, at firmaet vil donere 5.000 kroner til indsamlingen.

- Det har altid ligget der og fungeret perfekt. Det har altid været en del af vores by, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, det er en katastrofe, at man har sådan en øjebæ liggende, der ikke virker - især når man har renoveret Gåsetorvet og lavet Axeltorv flot. Det kan da ikke være så svært at få sat nye rør i og lagt noget maling på, siger han.

Han tilføjer, at pengene gives på den betingelse, at man bruger lokale håndværkere til arbejdet.