- Fed historie jeg kan fortælle mine børn

Andreas Bech Thustrup Nielsen er født og opvokset i Maribo. Han går på Maribo Gymnasium og arbejder i Silvan. Privatfoto

Andreas Thustrup Nielsen glæder sig til at fejre prins Christians 18-års fødselsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Jakkesættet er fundet og Andreas Thustrup Nielsen er ved at få styr på de formelle regler, der gælder, når man træder ind i de kongelige gemakker.

Blandt Lolland Kommunes i alt 422 18-årige blev han ved en lodtrækning den ene af kommunens to repræsentanter til gallataffel i anledning af prins Christians 18-års fødselsdag.

- Selvfølgelig glæder jeg mig. Det er en fed historie, jeg kan fortælle mine børn, når jeg engang når dertil, siger Andreas Thustrup Nielsen.

Tøjet er klar til festen på Christiansborg Slot. Jakkesættet købte han på en studietur til Malaga, og som ekstra pynt har en butik tilbudt at sponsere en blomst til reverset.

- Jeg vil da ikke klage over det, hvis en butik sponserede et nyt jakkesæt til mig, siger han.

Læser på lektien

Kongehuset fylder ikke alverden i Andreas Thustrup Nielsens teenageliv. Men efter han fik en fin invitation til at fejre prinsen, er han begyndt at læse op på lektien om kongehusets historie.

- Jeg lægger ikke mærke til sladder om kongefamilien, men nu er jeg begyndt at få de vigtigste historiske fakta på plads, siger Andreas Thustrup Nielsen.

En gammel sjæl

Andreas Thustrup Nielsen kalder sig selv for "en gammel sjæl", som trives fint med formelle regler om at neje og tiltale kongefamilien i tredje person.

- Jeg synes ikke det er spor akavet at sige De til prinsen, og hvis jeg skal være kendt, skal det ikke være for at at sige du. Sådan en bommert kommer jeg ikke til at lave, lover han.

Andreas Thustrup Nielsens venner er lidt små-jaloux over, at det ikke er dem, der skal til stor fest på slottets bonede gulve.

- Andre griner af, at det lige er mig, der skal med til festen. Jeg er nemlig kendt for at lave små narrestreger, afslører Andreas Thustrup Nielsen.