Nu har klubben realiseret årelang drøm

H.C. Hansen og Leif "Salle" Nielsen tager et blik ud gennem saunaens store rude, som giver smukt udsyn over Søndersø, men samtidig er blændet, så man ikke kan kigge ind. Foto: Palle Nevad Frandsen

Nu er der både hjælp til de tissetrængende og dem med lyst til kolde bade og varme i kroppen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ønskerne har været der i mange år, og lokale ildsjæle har kæmpet for at realisere dem. I sidste uge blev de officielt til virkelighed, da Maribo Kajakklub kunne indvie to helt nye tilbud til både egne medlemmer og brugere af naturområdet omkring klubben.

Jeg er utroligt glad på hele byens vegne, og jeg kan allerede se, at der er mange som er glade for at vi har fået en sauna.

Leif "Salle" Nielsen

Nok er klubbens hovedaktivitet at holde sig på vandet, men der er også kommet en stigende medlemsskare, som gerne vil i vandet. En tur i bølgen blå kan dog være en kold fornøjelse, og efterfølgende er det dejligt at få varmet kroppen igennem. En sauna har dog ikke været sådan at skaffe.

For flere år siden forsøgte Leif "Salle" Nielsen at samle opbakning til at bygge en ny badeanstalt med sauna på den modsatte side af den lille strand ved kajakklubben. Det lykkedes dog aldrig at samle midlerne.

Ildsjælenes fortjeneste

I samarbejde med kajakklubben er planerne nu realiseret i mindre målestok, men med nogle af grundtankerne fra det oprindelige projekt. En tidligere bådehal er blevet bygget om, og fremstår i dag helt anderledes end før.

Ved indvielsen var der ikke sat varme på saunaen, derfor kunne gæsterne prøve bænkene og udsigten over søen af, inden de beslutter sig for at komme lidt mindre påklædt. Foto: Palle Nevad Frandsen

- Det er en masse ildsjæle, som har kæmpet, så vi kan få en sauna, og de har virkelig arbejdet hårdt på projektet, fortæller formanden for klubbens venneforening, Torben "Pølse" Hansen.

Saunaen er blevet en lækker tilføjelse til kajakklubben, hvor der gennem et stort vindue er mulighed for at nyde udsigten ud over søen - men hvor glasset er blændet, så det er helt umuligt at kigge ind.

Drømmen gået i opfyldelse

For Leif "Salle" Nielsen er det en drøm, som er gået i opfyldelse. Men også en drøm med store omkostninger.

- Midt i byggeprocessen mistede vi Svend Bergmann Larsen, som lagde et stort arbejde i projektet, og det gjorde virkeligt ondt. Saunaen er også hans fortjeneste, siger ildsjælen, som er meget begejstret for det endelige resultat.

Kajakklubben har også fået to udendørs brusere, så man kan skylle sig af efter en tur i vadet. Foto: Palle Nevad Frandsen

- Jeg er utroligt glad på hele byens vegne, og jeg kan allerede se, at der er mange, som er glade for, at vi har fået en sauna.

I Maribo Kajakklub kan man blive vinterbader og sauna-medlem og dermed få adgang til det nye varme lokale, men man kan som almindelig borger også købe tre timers adgang til saunaen for 70 kroner. Det gøres via kajakklubbens hjemmeside.

Kommunen har hjulpet

Saunaen er ikke Leif "Salle" Nielsens eneste kamp, som nu har fået en lykkelig udgang. Gennem mere end et årti har han arbejdet på at få et offentligt toilet ved den meget benyttede badestrand.

- Vi har en af de få søer i landet, hvor man uden problemer kan bade, og så skal forholdene også være i orden, forklarer han.

Stor opbakning til sauna og toilet

Ud over de mange frivillige kræfter, som har været vigtige for projektet, er byggeriet af sauna og toilet blevet støtte fra flere sider, blandt andet:

  • Maribo Kajakklub
  • LAG Sydhavsøerne
  • Nordea-Fonden
  • Friluftsrådet
  • Lolland Kommune
  • Maribo Julemandslaug

Flere gange har han haft fat i kommunen, men hidtil har det højest ført til opstillingen af et mobiltoilet. Arbejdet med saunaen gav dog muligheder for også at få lavet et toilet. De senere år har der været flere møder mellem Lolland Kommune og Maribo Kajakklub, og klubben tilbød at stille både bygning og mandskab til rådighed, hvis kommunen også kunne bidrage til projektet.

- Det har den gjort ved at få lavet tegninger, lavet kloakering og lagt fliser foran, fortæller klubbens formand, Gorm Serup Borggaard.

Handicaprådet trådte til

Igen har venneforeningen hjulpet med masser af frivillige kræfter, og der har været finansiering gennem blandt andet Friluftsrådet og Handicaprådet.

I samme sekund byrådsmedlem Knud Knudsen (V) klippede snoren til det nye toilet, gik døren op bag ham. Politikerne skal dog ikke forvente at blive hidkaldt til snoreklip hver gang nogle skal bruge toilettet - døren kan åbnes ved at bruge en mobiltelefon. Foto: Palle Nevad Frandsen

- Via tilgængelighedspuljen har Handicaprådet sørget for at give penge til den merudgift, som det kostede at lave et handicaptoilet frem for et almindeligt, forklarer Gorm Serup Borggaard.

Toiletdøren åbnes ved brug af mobiltelefonen, og kajakklubben håber, at områdets mange brugere tager godt imod tilbuddet.