Nu lukker caféen: - Det er med stor sorg

Marion Haag flyttede til Nakskov i 2016 og så frem til at cafeen kunne blive et nyt mødested i byen, og et sted, som gav mere liv til det nye torv. Foto: Marianne Knudsen

14 måneder blev det til på Axeltorv i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag måtte ejeren af Café Liebling på Axeltorv i Nakskov meddele, at cafeen er lukket.

Ejerne, Marion Haag, har drevet stedet siden september 2023 og måtte fornyligt søge økonomisk hjælp via GoFoundMe, hvor hun bad om støtte til cafeen.

På crowdfunding-siden skrev hun:

"Jeg drømmer om at fortsætte med at skabe liv og stemning på Axeltorv, og ikke mindst være en hjørnesten i Nakskovs pulserende hjerte. Siden jeg åbnede dørene til Liebling, har mit mål altid været at skabe et sted, hvor lokale og besøgende kan mødes over en god kop kaffe, dele grin og historier, og føle sig som en del af et fællesskab. jeg ønsker, at vores café skal være et hjem uden for hjemmet, et sted fyldt med nærvær og varme, midt i hjertet af Nakskov.

At etablere og drive en café her i byen er dog ikke uden sine udfordringer. Det kræver tid, kærlighed og mange ressourcer - og det er her, jeg håber på din hjælp. Vores drøm om at fortsætte og udvide vores lille oase står på en skillevej, da Liebling som en lille, selvstændig virksomhed ikke har store investorer i ryggen eller en bundløs bankkonto at trække på. Ej heller ingen guldkrukke at gribe ned i - alt, hvad vi gør, sker med hårdt arbejde, passion og den støtte, vi får fra vores fantastiske lokalsamfund.

Vi kæmper med næb og klør for at bevare Liebling som et samlingspunkt for både nakskovitter og turister. For mange er vi mere end blot en café - vi er et frirum, et sted hvor minder skabes, og hvor samtaler blomstrer. Vi ønsker fortsat at være det hyggelig mødested, hvor byen kan samles om mad, kaffe og kultur.

Men for at det kan ske, har vi brug for din hjælp. Din støtte vil ikke kun hjælpe os med at holde dørene åbne, men også gøre det muligt for os at tilpasse og forbedre os, så vi kan tilbyde endnu mere til vores gæster og fortsætte med at være en livlig del af Nakskov. Hver en donation, stor eller lille, gør en forskel og bringer os et skridt tættere på vores mål om at bevare Liebling for fremtiden, skrev Marion Haag på GoFoundMe.

Ikke nok til fortsat drift

Hun opnåede en støtte på 13.084 korner - og meddelte søndag, at Café Liebling er lukket.

På Facebook skriver Marion Haag:

"Det er med stor sorg, at jeg må meddele, at vi har åbnet dørene til Liebling for sidste gang. I de 14 måneder, vi har haft på Axeltorv, har I været med til at skabe uforglemmelige øjeblikke. Jeg vil gerne tage et øjeblik til at takke alle jer, der har støttet Liebling på denne rejse. En særlig tak til vores stamgæster, som har gjort caféen til et levende og hyggeligt sted. Jeres loyalitet og smil har betydet mere, end I aner.

Tak til dem, der støttede vores crowdfunding-kampagne. Jeres bidrag gav os håb, men desværre var det ikke nok til at sikre vores fortsatte drift.

Derfor et sidste og kæmpe størst tak til vores personale! Uden jer havde Liebling ikke været det samme.

Et kapitel med Liebling på torvet i Nakskov er slut. Af hjertet tak for alle stunder og minder."