Verdens mest kendte dinosaur flytter ind i Knuthenborg
Det er en virkelig rockstjerne indenfor dinosaurverdenen, som flytter ind på sommervisit i Evolutionsmuseet. Foto: The Phoebus FoundationFoto: The Phoebus Foundation
Mange gæster har savnet kridttidens mest frygtindgydende kæmpe blandt de udstillede dinosaurer i Evolutionsmuseet.
Christoffer Knuth glæder sig. Direktøren for Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark kan snart sige velkommen til endnu et forhistorisk skelet, og denne gang er det en dinosaur, som de fleste kender. Uanset om de er vilde med kæmperne, der levede på jorden for millioner af år siden, eller ej.
- Det bliver så vildt. Der er virkelig tale om en legende inden for dette felt, siger han og peger ind mod en tom plads i det unikke lollandske museum.
Den opfattes af mange som den ultimative dræber blandt dinosaurerne. Der er virkelig tale om dinosaur, som er kendt af nærmest alle.
Christoffer Knuth
Pladsen til den nye, men midlertidige beboer, er gjort klar. Det er dog først 22. maj, at museets gæster kan opleve skelettet af en af de dinosaurer, som virkelig er i stand til at give både store og små mareridt.
Efterspurgt af børnene
Siden Allosaurusen Big Joe rykkede ind som Evolutionsmuseets første beboer for tre år siden, er der kommet flere andre af fortidens berømte kæmper til - og nogle nærmest ukendte. Men én har manglet i samlingen.
Annonce
- Især er der mange børn, som har spurgt, om vi ikke har en T. rex. Den opfattes af mange som den ultimative dræber blandt dinosaurerne. Der er virkelig tale om en dinosaur, som er kendt af nærmest alle, forklarer Christoffer Knuth.
Den gæstende dinosaur er sat sammen af knogler fra tre forskellige fund. Illustration: The Phoebus FoundationIllustration: The Phoebus Foundation
Men det er ikke nemt at få fingrene i skeletter af fortidens absolutte rockstjerne. Men pludselig opstod muligheden. Den belgiske kunstfond Phoebus Foundation manglede et sted til den T. rex, som var blevet købt for 40 millioner kroner i 2023, og frem til januar har været udstillet på Sauriermuseum Aathal i Schweiz.
Dinosaurernes Frankenstein
Nu rykker Trinity, som T. rexen er blevet døbt, ind i Evolutionsmuseet året ud. Og den er en helt speciel gæst på museet. Netop dette fossil bliver af det lollandske museum betegnet som et fænomen, hvor kunst, videnskab og oplevelse går hånd i hånd. Det skubber til de traditionelle grænser og provokerer, fremgår det af pressemeddelelsen.
- Kraniet er næsten komplet, men selve kroppen er sammensat af tre forskellige dinosaurer, forklarer Christoffer Knuth, og kalder Trinity for en slags Frankensteins monster.
Nu hvor vi allerede har mange ikoniske dinosaurer udstillet på Evolutionsmuseet, var det næste naturlige skridt at tilføje den mest kendte dinosaur af dem alle.
Christoffer Knuth
Hos ejeren af fossilet bliver det kaldt den perfekte fusion af popkultur og videnskab. For selv om der er knogler fra tre forskellige fund, har forskerne stadig mulighed for at lære mere om T. rexen.
Professor Nizar Ibrahim fra University of Portsmouth i England vil komme til Lolland i løbet af maj for at nærstudere de forstenede knogler. Han kigger på vækst og stofskifte hos den store dræber, og besøget på Lolland vil blandt andet handle om dyrets hjernekasse, sanseevner og bidstyrke. Alt sammen noget som kan hjælpe med at skabe forståelse for, hvordan en T. rex jagede.
Big Joe blegner
Selv om Christoffer Knuth glæder sig til at fremvise den længeventede dinosaur, så stikker det også lidt i hjertet, når han kigger over på Big Joe. Da den blev stillet op på museet, virkede den stor og voldsom, men nu kommer en dræber, som er endnu større og frygtindgydende. Men han glæder sig også til at se de to skeletter side om side.
- De passer godt til hinanden, for hver især har de været de voldsomste dyr i deres tidsperiode. I kridttiden var det T. rexen, og i juratiden var det Allosaurusen.
Annonce
Fakta om Trinity
T. rexen Trinity er 11,6 meter lang, 4,4 meter høj og 2,7 meter bred.
Der skal to lastbiler til at transportere fossilet, og det kan tage et team af professionelle op til tre dage at samle det.
En T. rex havde tænder på 25-30 centimeter – svarende til en stor dolk.
Bidekraften var angiveligt den største nogensinde, hvilket betyder, at T. rex kunne have knust en bil medkæben.
Hertil kommer, at den kunne sluge 100 kilo kød i én mundfuld.
Kilde: Evolutionsmuseet
Og selv om Trinity kun er på visit, og det blot er anden gang, at en T. rex kan opleves i Danmark, ser Christoffer Knuth frem til at give publikum det, som de har efterspurgt.
- Nu hvor vi allerede har mange ikoniske dinosaurer udstillet på Evolutionsmuseet, var det næste naturlige skridt at tilføje den mest kendte dinosaur af dem alle, siger han.