VISER INGEN TEGN PÅ TRAUMER

På en trist dag i tigerstalden, hvor løverne også holder til, havde dyrlæge Therese Hård en ekstra godbid til de to tilbageværende løver. Foto: Palle Nevad Frandsen

Selv om Knuthenborgs ukrainske løver har opholdt sig i et krigshærget land, viser de ingen tegn på traumer.

Offentliggjort Sidst opdateret

KNUTHENBORG: Onsdag var Knuthenborg Safariparks to tilbageværende løver, Ploy og Simba, lidt trykket, da de uden tvivl kunne mærke, noget var sket med den tredje løve.

Vee blev aflivet om morgenen, da misdannelser på rygraden gav for store smerter til, at den ville få et godt liv.

Da der var jagt i området, valgte vi at mandsopdække løverne, så vi hele tiden kunne observere dem. Men der skete ingenting.

Therese Hård

Men allerede torsdag forventede parkens veterinære og zoologiske chef, dyrlæge Therese Hård, at de to løver igen ville være fyldt med energi. Sådan har de været, nærmest siden de ankom til parken.

- De udviser en helt normal løveadfærd og udforsker deres anlæg. Har man selv kat derhjemme, vil man kunne genkende meget af deres adfærd, forklarer hun.

Hunløverne er omkring to år gamle, og havde de levet vildt, ville de begynde at jage sammen med flokken.

- Derfor kan de kigge på os, når vi går omkring dem. Som mennesker skiller vi os lidt ud, når vi bevæger os, og alt andet står stille. Det får løverne til at følge os med øjnene og lave nogle små øvelsesangreb, hvor de træner deres jagtinstinkter, siger Therese Hård.

Med den store plads i Knuthenborg har løverne god mulighed for at finde tilbage til den naturlige løveadfærd.

Ikke påvirket af jagt

Da løverne blev hentet i Polen, hvor de havde opholdt sig, siden de blev reddet ud af Ukraine, var man nervøse for, om de kunne have traumer fra deres krigsoplevelser. Det er der dog foreløbig intet, der tyder på.

- Da der var jagt i området, valgte vi at mandsopdække løverne, så vi hele tiden kunne observere dem. Men der skete ingenting. De lå og rullede sig og spiste, og det er et tydeligt tegn på, at de ikke er traumatiserede af skud, som vi ellers kunne være bange for, fortæller Therese Hård.

Blandt hunde er der flere eksempler på, at skud kan gøre dem skudrædde, men noget lignende ser man ikke hos de to ukrainske hunløver. De er faldet godt til i Danmark, og når Knuthenborg Safaripark åbner 1. april, vil både lokale og turister kunne komme ind og se de to undsatte løver.