Lyspunkter

Nanna Pedersen fik ikke bare sin bagerhue ved svendeprøven, men også en flot udmærkelse i form af en sølvmedalje. Her står hun ved siden af sin mester, Lasse, fra Den Gamle Bagergaard i Maribo. Foto: Privat

Nanna fik sølvmedalje ved svendeprøven: Klar til at møde kongen

Nanna Pedersen fik en svær start på sin svendeprøve. Alligevel kunne hun tage hjem med en sølvmedalje.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nanna Pedersen modtager sølvmedalje og drømmer om bageri på Lolland-Falster

  • Nanna Pedersen fra Den Gamle Bagergaard i Maribo modtog en sølvmedalje ved sin svendeprøve som bager, trods en udfordrende start.
  • Hun drømmer om at åbne et bageri på Lolland-Falster og ser frem til at møde kongen..

Nanna Pedersen på 21 år fra Den Gamle Bagergaard i Maribo har modtaget en sølvmedalje ved sin svendeprøve som bager. 

Prøven var hård, fortæller hun. På 7–7,5 timer skulle Nanna fremstille rugbrød, brød og rundstykker, wienerbrød og tørkager.

Men hun fik ikke den start, hun kunne have drømt om.

Nanna Pedersen ved uddelingen af hue og medalje. Foto: Privat

- Tingene gik lidt galt til at starte med, fordi når du ruller wienerdej, skal margarinen være kold, men ikke helt frossen. Men jeg kom til at fryse margarinen helt ind, så jeg havde travlt til at starte med, fortæller hun om den store dag, der foregik på ZBC i Ringsted.

Da hun efter mange timers røren og ælten var færdig med prøven, skulle den bedømmes af censorerne.

- De sagde, det hele, det var godt, lyder det fra den nyudklækkede bager.

Alligevel kom medaljen, som blev overrakt til en fælles middag med mestre og familie, som en overraskelse.

- Jeg følte ikke helt, det passede. Jeg forstod det ikke helt, siger Nanna om den fine udmærkelse.

Fælles interesse med mor

Nanna Pedersen med sin mor, Charlotte, der også er bager. Foto: Privat

Bageriet er ikke helt ukendt territorium for Nanna. Hendes mor, Charlotte, er også uddannet bager, og interessen for faget har hun haft med hjemmefra.

- Jeg har altid godt kunnet lide at bage, og det er hyggeligt at bage og give håndværket videre til kunderne, siger Nanna.

Hun har overstået hele sin læretid og har fået fast arbejde hos sin mester. Her har hun planer om at arbejde nogle år endnu. Hun ved ikke, hvad fremtiden bringer, men har en drøm om at åbne en bager sammen med sin mor. Det er ikke sikkert, mor er med på den idé, men Nanna er sikker på geografien.

- Det bliver stadig stadig hernede omkring Lolland og Falster, lyder det. Men inden, hun når så langt, skal hun til et vigtigt møde. Alle håndværkslærlinge, der får medalje ved svendeprøven, får nemlig mulighed for at hilse på kongen.

- Jeg synes, det er helt overvældende at skulle møde kongen. Vi ved ikke endnu, hvornår det bliver, men engang til næste år, når andre, som har fået medaljer, også skal ind til kongen.