Optimistisk Blomberg håber på to

Michael Patrick Larsen
kv25

Jesper Blomberg fra Moderaterne venter spændt på resten af valgresultaterne i Guldborgsund:

- Vi står lige nu til ét mandat, men Nykøbing er ikke talt op endnu, og jeg tror, at en del af vores stemmer ligger der. Mit bud er, at vi får to mandater, og det er okay. Nogle af stemmerne kommer fra DF, og nogle kommer fra vælgere, der ikke har kunnet stemme på os før. Dem, der ikke ville stemme på mig, fordi de ikke ville give en stemme til DF. Det vigtigste lige nu er at have det godt i maven, og det har jeg.